Internationalt rostadion kan reetableres på Bagsværd Sø

20/12/2011 14:58

Gladsaxe Kommune

En forundersøgelse viser, at det er muligt at reetablere et internationalt rostadion på Bagsværd Sø, uden at anfægte naturværdierne i området.

Hvis der i fremtiden skal kunne afvikles internationale mesterskaber og turneringer i kano, kajak og roning på Bagsværd Sø er det nødvendigt med en række ændringer af det eksisterende rostadion. Men en forundersøgelse viser, at ændringerne kan udføres uden at komme i konflikt med fredningsbestemmelserne i området.

I/S Danmarks Rostadion Bagsværd Sø – bestående af Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taabæk Kommune og Team Danmark – og Elitefacilitetsudvalget har fået udført forundersøgelsen med henblik på at få afklaret mulighederne for igen at etablere et internationalt rostadion på Bagsværd Sø.

Forbedret start og målområde
Forundersøgelsen vurderer, hvor meget det vil koste at reetablere et rostadion, der kan leve op til de internationale krav. Skal de internationale krav opfyldes, skal forholdene i start- og målområder samt området med bådoptagning forbedres for 29,8 millioner kroner. Det vil gøre rostadionet i stand til at håndtere begivenheder inden for kano og kajak, men ikke roning.

Skal der afvikles store mesterskaber i roning er det nødvendigt at fjerne en stor del af det forurenede slam, der ligger på bunden af søen, for at alle baner kan få samme dybde. Dette vil koste yderligere 63 til 82 millioner kroner.

Ikke ændre eksisterende bygninger
På landområderne er det ikke et krav, at der ændres på de eksisterende bygninger. Det er nemlig muligt at supplere med midlertidige og mobile faciliteter. Hensyn til drift, bæredygtighed og daglig brug indikerer dog behov for ombygning for i alt 32,2 millioner kroner. Nye bygninger vil dog forbedre udgangspunktet for at vinde et udbud om kommende verdensmesterskaber.

En stærkere naturoplevelse
Ændringerne af området vil ikke komme til at påvirke for eksempel Ellesumpen ved Radiomarken eller Kobberdammene. Der vil ske udgravninger i søbredder og brinker, men altså uden at fredningsbestemmelserne bliver udfordret.

Tværtimod skitseres en række tiltag, der vil gøre naturoplevelsen stærkere og mere ubrudt omkring Bagsværd Sø. For eksempel kan betonsikringen af brinken i målområdet erstattes med en del af den jord, der skal flyttes ved ændringen af området. Det vil give en mere naturligt udseende søbred. Ved startområdet kan markeringerne af banerne fjernes og i stedet placeres ude på vandet, hvor de kun vil være synlige under konkurrencer. Ændringerne vil betyde fældning af træer i målområdet, men skovarealet vil blive mere end delvist genplantet.

Nye stier og ny udsigtsplads
Endelig bliver også mulighed for at etablere nye stier, der kommer tættere på søen, nye anløbsbroer, nye bålpladser og et nyt dommertårn, som alle besøgende i området til daglig vil kunne få glæde af som udsigtsplads.

Forundersøgelsen er udført af den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi. Den har kostet 1,2 millioner kroner og er finansieret af I/S Danmarks Rostadion Bagsværd Sø og Elitefacilitetsudvalget med hver 600.000 kroner. Der er afsat yderligere midler til flere miljøundersøgelser i forbindelse med en egentlig rensning af søen og formidling af projektet.

Hent hele undersøgelsen.

I/S Danmarks Rostadion
I/S Danmarks Rostadion består af Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark.

Elitefacilitetsudvalget
Formålet med Elitefacilitetsudvalget er at støtte opgraderinger og såvel eksisterende som nye idrætsfaciliteter til internationalt konkurrenceniveau, så det bliver muligt at afholde fx verdens- og europamesterskaber i Danmark. Elitefacilitetsudvalget finansieres af Lokale- og Anlægsfonden og staten. Elitefacilitetsudvalget har sekretariat i Lokale- og Anlægsfonden. Blandt tidligere støttede projekter er multiarenaen JYSKE BANK BOXEN i Herning og cykelbanen Ballerup Super Arena.

Mest Læste

Annonce