Kolding styrker modtagelsen af tilflyttere

14/08/2012 09:58

Kolding Kommune

Man skal føle sig rigtig godt taget imod, når man flytter til Kolding. Derfor styrker kommunen nu modtagelsen af tilflyttere med flere nye initiativer.

”Vi vil gerne have, at nye borgere føler sig godt velkomne, når de flytter til kommunen. Derfor har vi lavet en velkomstpakke med gratis billetter til en halv snes af kommunens kultur- og fritidstilbud. Vi laver også tre gange årligt et arrangement, hvor tilflyttere bliver modtaget i byrådssalen på Kolding Rådhus og herefter kommer ud på en bustur til nogle af vores største attraktioner og udviklingsprojekter,” siger borgmester Jørn Pedersen.

I midten af august modtager tilflyttere tilbage fra 1. maj 2012 et velkomstbrev fra Kolding Kommune. Med dette brev i hånden kan man på turistbureauerne i Kolding (på Akseltorv og i Kolding Storcenter) og Christiansfeld hente velkomstpakken. Endvidere får man tilbud om at deltage på busturen rundt i kommunen.

Rift om tilflyttere

De sidste fem år har der årligt været mellem 3.600 til 4.300 tilflyttere til kommunen. Men der er rift om tilflyttere blandt landets kommuner, og det er selvfølgelig også en af grundene til, at Kolding nu styrker modtagelsen af nye borgere.

”Det er mit håb, at velkomstpakken og busturen vil betyde, at tilflytterne føler sig endnu mere velkomne, når de flytter til Kolding. Hvis man føler sig godt taget imod og med det samme får nogle spændende oplevelser, vil man uvilkårligt fortælle sine venner og familie om det. På den måde gør vi Kolding Kommune og dets attraktioner kendte, og vi skaber et endnu bedre omdømme. Det kan forhåbentlig bidrage til, at endnu flere fremover vælger at bosætte sig i Kolding,” siger Jørn Pedersen.

For en årrække tilbage var der også en velkomstpakke til tilflyttere. Velkomstpakken, der nu iværksættes, er en ny og forbedret udgave.

Tema til tilflyttere

På kommunens hjemmeside er der også lavet et tema målrettet tilflyttere, hvor man hurtigt kan få svar på nogle af de spørgsmål, som man traditionelt stiller sig i forbindelse med flytning. Temaet har adressen www.kolding.dk/tilflytter.

Mest Læste

Annonce