Kommunerne tager imod indbydelse til samarbejde

04/10/2011 14:38

Nick Allentoft

KL er parat til at samarbejde med regeringen om at kickstarte dansk økonomi, udvikle en bedre folkeskole og styrke folkesundheden. Det siger KL’s formand Jan Trøjborg i en kommentar til statsministerens åbningstale.

”Der er i åbningstalen et klart signal om, at opprioritere sundhed og forebyggelse. Vi er klar i kommunerne til at påtage os et større ansvar – både når det gælder behandling af kronikere, bedre genoptræning, rehabilitering og forebyggelse.”

”Hidtil har der ikke været vilje til for alvor at investere i det nære sundhedsvæsen i kommunerne – alle pengene er i stedet gået til sygehusene. På det felt håber jeg, at den nye regering vil sætte handling bag ordene og sætte en ny, markant dagsorden,” siger Jan Trøjborg.

”Jeg ser flere steder i åbningstalen en fremstrakt hånd og en invitation til partnerskab og samarbejde. I kommunerne vil vi gerne spille konstruktivt med. Vi er parat til at deltage i trepartsforhandlinger, med det formål at øge arbejdsudbuddet, og vi deltager meget gerne i det partnerskab om at udvikle fremtidens folkeskole, som statsministeren lægger op til.”

”Regeringen vil frigøre ressourcer til, at offentligt ansatte kan bruge mere tid på at levere velfærd til borgerne. Det er en særdeles fornuftig målsætning. Hvis den skal indfries, kræver det, at regeringen reelt nu viser handlekraft til at afbureaukratisere den offentlige sektor og gøre op med regler, som begrænser handlemulighederne til fordel for særinteresser. Det vil vi meget gerne i dialog med regeringen om.” slutter Jan Trøjborg.

Mest Læste

Annonce