Kommunerne tilskyndes til bedre sundhed blandt borgerne

01/06/2011 00:00

Nick Allentoft

Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Kommunerne får et større økonomisk incitament til at løfte forebyggelsen af sygdomme hos deres borgere. Det er konsekvensen af et lovforslag, Folketinget har vedtaget i dag. Nu får kommunerne et stærkere økonomisk incitament til at forbedre sundheden.

En indlæggelse kan i fremtiden koste kommunerne helt op til knap 14.000 kr. i stedet for i dag, hvor det kan koste op til 5000 kr.

Det er konsekvensen af et nyt lovforslag om kommunal medfinansiering, som Folketinget har vedtaget i dag. Fremover skal kommunerne ikke betale et fast grundbidrag til regionerne efter indbyggertal. Til gengæld bliver det dyrere for kommunerne, hver gang en borger bliver indlagt eller får en behandling på et af regionernes sygehuse.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

”Kommunerne vil opleve, at deres betaling til regionerne i højere grad afhænger af, hvor syge deres borgere er. De får et direkte økonomisk incitament til at undgå indlæggelser og genindlæggelser. Det er godt for kommunekassen – og især for den enkelte patient. Modellen i lovforslaget giver kommunerne et forstærket incitament til at undgå genindlæggelser af bl.a. ældre medicinske patienter.”

Samtidig bliver der lagt loft over regionernes indtægter fra kommunerne som følge af behandlinger i sundhedsvæsenet. Det skal sikre, at regionerne holder budgetterne og aftalerne med regeringen og giver samtidig kommunerne en større budgetsikkerhed. Og hvis produktiviteten stiger uforudset meget i regionerne, så får kommunerne penge tilbage.

”Kommunerne har gode muligheder for at påvirke borgernes sundhed, f.eks. når de indretter tilbuddene til børn og ældre og indsatsen for at hjælpe borgere i arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi med lovforslaget i dag har givet kommunerne en forstærket tilskyndelse til at gøre det bedre. Lovforslaget giver kommunerne mulighed for at identificere, hvor de skal fokusere deres forebyggelsesindsats, for det der virker på Lolland er jo ikke nødvendigvis det samme som det, der virker i Allerød, ” siger Bertel Haarder.

Den nye lov om kommunal medfinansiering får virkning for kommuner og regioner i 2012.

Mest Læste

Annonce