Lærerne bruger de nationale test

26/10/2011 13:48

Nick Allentoft

Brugerundersøgelse viser, at de nationale test bliver brugt markant mere. Ministeren er tilfreds. Samtidig melder stadig flere skoler sig frivilligt til de nationale test.

En ny spørgeskemaundersøgelse lavet af Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at de nationale test på et år er blevet markant bedre integreret i undervisningen. I den første undersøgelse for et år siden svarede 29 procent af lærerne, at de havde anvendt testresultaterne i planlægningen af undervisningen.

I år er tallet 56 procent. For et år siden svarede 64 procent af lærerne, at de i nogen eller høj grad kunne anvendte testresultaterne til at vurdere elevernes faglige niveau. I år har 89 procent anvendt dem til vurderingen.

Fra denne uge kan alle landets skoler bruge de nationale test på frivillig basis. Allerede nu har skolerne booket 177.000 test. Skolerne kan selv bestemme, hvornår de vil tage testene frem til den 16. december. Lærerne kan bruge testene til at følge elevernes faglige udvikling i læsning, matematik, engelsk, geografi, fysik/kemi og biologi.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er tilfreds med de nye tal.

”Det er godt, at lærerne har taget testene til sig som et pædagogisk redskab. Og jeg er glad for, at så mange skoler har lyst til frivilligt at booke sig ind på dem,” siger Christine Antorini.

Undersøgelsen er lavet af Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen og er besvaret af 2277 lærere. Undersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse, som blev gennemført i forbindelse med den første obligatoriske testrunde i 2010.

I februar 2011 sendte den tidligere Skolestyrelse i forbindelse med den obligatoriske testrunde en pjece ud til alle skoler med inspiration til brug af testresultater i planlægningen af undervisningen. Undersøgelsen viser, at syv ud af ti lærere har fået pjecen, og at fire ud af ti lærere, der har fået pjecen, har anvendt den til inspiration til at bruge testresultaterne.

Mest Læste

Annonce