Ny lokal aftale om lærernes arbejdstid

23/01/2013 10:11

Varde Kommune

Varde Kommune og Varde Lærerkreds har indgået en lokal arbejdstidsaftale. Den giver 3,6 mio. kr., som bliver brugt på to-lærerordning. En ny aftale om lærernes arbejdstid giver penge til timer med to lærere i store folkeskoleklasser efter sommerferien.

Varde Kommune og Varde Lærerkreds er nået til enighed om en ny lokal aftale om lærernes arbejdstid. Aftalen skærer i lærernes tid til opgaver i tilknytning til undervisningen og giver lærere over 60 år mindre reduktion i arbejdstiden. For en gennemsnitslærer svarer det til otte minutter dagligt - og den ekstra tid til undervisning går fra pauser med eleverne.

- Der er al mulig grund til at rose forhandlerne og ikke mindst lærerforeningen for at nå et godt resultat. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået to-lærerordningen igennem. Vi har et godt og konstruktivt samarbejde og en fælles interesse i at løfte skolerne, siger formand for udvalget for børn og undervisning i Varde Kommune Karl Haahr (L).

Lærerkredsen lægger vægt på, at der er tale om en aftale tilpasset lokale forhold, som sikrer kvalitet i undervisningen og er let at administrere:

- Vi bevarer de grundlæggende principper i den arbejdstidsaftale, vi har, og vi løser en bunden opgave, som politikerne har givet os, nemlig at spare 3,6 mio. kr., som bliver brugt til to-lærerordning. Når man vil spare på arbejdstidsaftalen, er det et godt sted at bruge pengene, siger formanden for Varde Lærerkreds Kim Jørgensen.

Ny skolestruktur med større klassekvotienter og inklusion giver ifølge lærerkredsen behov for ekstra lærerkræfter:

-Vi har i Varde Kommunes skolevæsen fokus på at være en skole for alle, og det koster ressourcer. Med flere to-lærerordninger og mulighed for at danne hold er vi på vej i den rigtige retning. Det sikrer en god og fleksibel ramme for lærernes arbejde og giver mulighed for at tilrettelægge en undervisning målrettet den enkelte elev på et fagligt grundlag, siger Kim Jørgensen.

De 3,6 mio. kr. vil blive brugt til to-lærerordning i store klasser. Klasser med over 24 elever vil udløse penge til to lærere, men i praksis vil det være skolen, som vurderer, hvilken klasse timerne er bedst brugt i:

-Vi sidder ikke på skrivebordsniveau og beslutter det. Der kan jo være en klasse med 22 elever, som har større behov for to-lærerordningen, end den klasse der har 24 elever, siger udvalgsformand Karl Haahr.

Aftalen gælder fra det kommende skoleår, mens en ny aftale mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening tidligt vil træde i kraft i 2014:

-Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, ved vi ikke, men der venter en kæmpeopgave i 2013 og 2014, hvis Folketinget vedtager reformen inden sommerferien. Og der vil fortsat være brug for et godt samarbejde mellem lærerkredsen og Varde Kommune, fastslår de to parter i forordet til den ændrede arbejdstidsaftale.

Fakta:
Den nye aftale om lærernes arbejdstid bygger på en eksisterende lokal aftale. Der er i hovedtræk tale om følgende ændringer:

• Tiden til forberedelse, evaluering, faglig udvikling, samarbejde og elevpauser sættes ned fra 2,19 til 2,15 timer pr. undervisningstime.

• Ved pludseligt opstået vikararbejde bliver faktoren 1,81 mod nu 2,19.

• Lærere, der er fyldt 60 år, får fremover reduceret arbejdstiden med 175 timer årligt. Det har hidtil været 200 timer.

Mest Læste

Annonce