Nyt innovativt samarbejde om bedre mad til ældre

Velfærd

03/06/2013 15:43

Ringkøbing-Skjern Kommune

De ældre i Ringkøbing-Skjern Kommune skal også fremover tilbydes mad, der er både sund og velsmagende.

For at sætte fokus på det er Ringkøbing-Skjern Kommune gået med i et nyt, innovativt samarbejde med blandt andet organisationen Madkulturen og en række andre kommuner fra hele landet.

Samarbejdet sigter på, at flere ældre fremover skal tilbydes mad, som dækker deres behov og er mere velsmagende og bæredygtig end den, de får i dag.

- Vi tilbyder allerede nu mad, der er sund og velsmagende, men vi vil gerne gøre det endnu bedre for vores ældre borgere. Derfor er det nye samarbejde vigtigt for os, siger formand for social- og sundhedsudvalget, Bent Brodersen.

Stadig flere ældre på ældrecentre og i eget hjem får mad fra kommunen.

- Vi har i flere år arbejdet på at forbedre den mad, de ældre modtager fra kommunen, så vi har en del at byde ind med i samarbejdet, men vi ser selvfølgelig frem til også at få ny inspiration, fortæller cheføkonoma Lone Fløe.

Ny Nordisk Hverdagsmad i kommunen
Hun var for nylig med på en såkaldt innovations-camp, hvor medarbejdere fra de samarbejdende kommuner blev præsenteret for blandt andet Ny Nordisk Hverdagsmad, der består af for eksempel årstidens lokale grøntsager.

- Fremover vil vi arbejde mere med nordiske fødevarer og nordiske madtraditioner, siger Lone Fløe.

Bent Brodersen fortæller, at målet med innovations-campen netop var at få inspiration til at sætte nye projekter i gang.

- I løbet af de næste uger og måneder kommer nogle af vores medarbejdere til at fortsætte samarbejdet om at udvikle projekter, der tager afsæt i principperne om Ny Nordisk Hverdagsmad. Det kan også være, at vi vil inddrage borgere, så vi sikrer, at vi gør en forskel dér, hvor de oplever behovet. Det håber jeg, vi vil lykkes med, siger Bent Brodersen.

Judith Kyst, direktør i Madkulturen, som var med til at arrangere Innovationscamp, byder udspillet fra Bent Brodersen velkomment.

- Hvis vi skal lykkes med at skabe bedre mad til alle og løfte madkulturen herhjemme, så har vi brug for kommuner, der tør gå foran. Og hvis Ringkøbing-Skjern Kommune vil være med til at udvikle et nyt madprojekt, som vil gavne dem, der bor i Ringkøbing-Skjern, så vil det kunne blive et forbillede for andre kommuner også, siger Judith Kyst.

Mest Læste

Annonce