OK11: Opgør med stive overenskomster og forældede lønsystemer

13/12/2010 00:00

Nick Allentoft

Finansministeriet har offentliggjort sine krav til overenskomstforhandlingerne i staten. Målet er en ansvarlig og ambitiøs aftale. I forbindelse med offentliggørelse af Finansministeriets krav til overenskomstforhandlingerne, understreger finansminister Claus Hjort Frederiksen vigtigheden af økonomisk ansvarlighed:

”Vi står over for store udfordringer. Økonomien skal genoprettes, og vi skal sikre troværdighed om Danmarks økonomiske politik. Derfor er det en topprioritet at få et samfundsøkonomisk ansvarligt overenskomstresultat. Alle i Danmark skal tage et ansvar. Det gælder også arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne på det offentlige område,” siger Claus Hjort Frederiksen.

”Vores ambitioner rækker langt ud over et vedligeholdelsesforlig. Sidste overenskomst blev indgået på toppen af en højkonjunktur og gav lønmodtagerne store lønstigninger, uden at arbejdsgiverne fik noget særligt igennem. Det går ikke igen. Vores store samfundsøkonomiske udfordringer kalder på handling her og nu,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Det offentlige står derudover over for to væsentlige udfordringer. For det første er overenskomst- og lønsystemet stivnet, og for det andet venter en stor demografisk udfordring lige rundt om hjørnet. Såvel Lønkommissionen som medarbejdere og ledere i nye undersøgelser peger på, at de offentlige overenskomster og lønsystemer er for stive og ufleksible. Derfor er overskriften for Finansministeriets krav ”Behov for nytænkning”.

”Ledere og medarbejdere har i flere undersøgelser sagt, at lokal løn er det, der virkelig motiverer den enkelte. Derfor skal vi have flyttet flere penge fra forhandlingsbordet i København og ud på arbejdspladserne. Det vil gøre det mere attraktivt at arbejde i staten og give mulighed for at belønne en ekstra indsats”, siger Claus Hjort Frederiksen.

I 2020 vil antallet af pensionister være steget med 200.000 og arbejdsstyrken reduceret med omkring 50.000. Ved Velfærdsaftalen fra 2006 blev det besluttet bredt i Folketinget, at overenskomstparterne skulle gøre noget ved de aftaler, der dikterer en tidlig tilbagetrækningsalder for store grupper i staten. I dag er den tvungne pensionsalder for store grupper i forsvaret 60 år og i politi og fængselsvæsenet 63 år.

”Vi har et par hængepartier fra sidste overenskomstrunde, som vi skal have løst denne gang. De nuværende regler tvinger sunde og raske medarbejdere, der gerne vil fortsætte med at arbejde, på pension. Det er jo direkte usmart i en tid, hvor levealderen stiger, og hvor vi kommer til at mangle arbejdskraft. Det skal vi have lavet om på”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Læs alle Finansministeriets krav her

Mest Læste

Annonce