Organisatoriske ændringer på Kulturministeriets område

06/12/2011 14:50

Nick Allentoft

Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme etableres som to nye styrelser i Kulturministeriet. Yderligere sker en fusion af de administrative opgaver på tværs af Kulturministeriets koncern. Ændringerne sker for at kunne udnytte faglig synergi og kunne håndtere Kulturministeriets fremadrettede økonomiske udfordringer. Kulturminister Uffe Elbæk udtaler:

”Med disse ændringer fremtidssikrer vi Kulturministeriets organisation. Dermed lever vi også op til regeringens målsætning om en mere effektiv administration. Vi vil få en ny mere gennemsigtig og smidig organisation, som vil give gode synergieffekter mellem styrelsernes fagområder.”
Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen oprettes pr. 1. januar 2012 ved en sammenlægning af de tre eksisterende styrelser, nemlig Kunststyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Sammenlægningen er begrundet i et behov for tættere samspil mellem Kulturministeriets politikområder samtidig med at fastholde stærke faglige miljøer inden for de enkelte områder.
Kulturstyrelsen skal:

styrke samspillet mellem kunst, kulturarv, biblioteker og medier
styrke koordineringen af den statslige og kommunale indsats på kulturområdet
fremme udvikling og udnyttelse af den øgede digitalisering i kultur- og medielandskabet
udvikle nye tilbud og fremtidige formidlingsformer til borgerne
styrke det internationale kultursamarbejde inden for alle fagområder
øge samarbejde med bl.a. uddannelse, undervisning, forskning, miljø og natur samt erhvervsudvikling, herunder arkitektur og turisme.

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme

Den nyoprettede styrelse udgøres af kulturejendomsdelen af det tidligere Slots- og Ejendomsstyrelsen. Styrelsen skal sikre drift og vedligeholdelse af en række af statens slotte, haver og kulturejendomme samt nyttiggøre anvendelsen heraf.

Styrelsen skal ligeledes medvirke til at udvikle synergier, således at der mellem institutionerne på Kulturministeriets område sker en øget specialisering på ejendomsdriftsområdet. Endvidere vil der være et potentiale for synergi i forhold til formidling af kulturarv ved brug af kulturejendomme.
Administrative enheder

På koncernniveau etableres fem administrative enheder, nemlig Koncern Økonomi, Koncern HR, Kommunikation, It og Digitalisering samt Koncern Byggesager og Rådgivning samt Koncern Indkøb og Udbud.

Mest Læste

Annonce