Region Syddanmark drøfter socialområdets fremtid

26/10/2010 12:54

Nick Allentoft

Temadrøftelse om socialområdets fremtid i regionsrådet i dag. Nøgleordet er dialog med kommunerne. Dialog om den fælles opgave med at sikre de rette tilbud til borgerne.

Socialområdet i Region Syddanmark er i gang med at udtænke en ny vision og strategi for området, og indledningen var en dialog i regionsrådet med forslag til, hvordan området kan udvikle sig fremover.
Temadrøftelsen fandt sted på regionsrådsmødet i eftermiddag, mandag 25. oktober 2010.

Højt specialiseret område
- Region Syddanmark spiller en væsentlig rolle i forhold til at drive højt specialiserede sociale tilbud. Vi kan sikre borgere med meget komplekse handicap eller flere diagnoser en højt specialiseret hjælp, og det er styrkepositioner, som vi helt klart skal videreudvikle, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Region Syddanmark driver i dag en række højt specialiserede sociale tilbud og specialundervisning. Det drejer sig om 28 tilbud med et samlet budget på knap 900 mio. kr. Regionen står overfor en række udfordringer med at tilpasse kapaciteten til behovene.

Et styrket samarbejde med kommunerne
Desuden står Region Syddanmark i den situation, at kommunerne over de seneste tre år har valgt at overtage en del af de tilbud, der pr. 1. januar 2007 overgik til regionen. Det drejer sig om 15 tilbud, som Region Syddanmark har overdraget til kommunerne i den pågældende periode.

- De senere år er udviklingen i hele landet gået i retning af, at kommunerne ønsker at drive flest mulige sociale tilbud til egne borgere. Nærhedsprincippet er også godt i mange situationer, men for nogle borgere er det bedre at få et højt specialiseret socialt tilbud. Derfor er det vigtigt, at vi får en god dialog med kommunerne om en ordentlig balance mellem nærhed og specialisering, siger formand for socialudvalget, Bente Gertz (S).

De regionale tilbud har helt særlige kompetencer i forhold til tilbud til borgere med meget komplekse handicaps eller flere diagnoser. Samtidig er der mulighed for at arbejde på tværs af tilbud og tilbuddene er i tæt samspil med psykiatrien og somatikken. Det er nogle af de væsentligste styrker, der gør området i stand til at løse meget komplekse opgaver.

Blandt områdets udfordringer er blandt andet faldende efterspørgsel og dermed, i enkelte tilfælde, lukning af specialiserede sociale tilbud. Her kan nævnes Jagtvejens børnehave og flere af de åbne afdelinger på Egely, Fyn.

De input, socialområdet fik fra regionsrådsmedlemmerne, bringes nu videre til en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med socialområdets nye vision og strategi 2011-2013.

Ifølge planen er den nye vision og strategi klar til endelig godkendelse i regionsrådet i juni 2011.

Fakta
I perioden 2007-2010 er der overdraget 15 tilbud fra Region Syddanmark til
kommunerne. Heraf har 8 tilbud været til udviklingshæmmede, 3 til mennesker med autisme, 2 tilbud til sindslidende, 1 tilbud til handicappede børn og unge og 1 tilbud til senhjerneskadede.
Derudover er der overdraget en andel af Center for Kommunikation og Hjælpemidler.
I samme periode har Region Syddanmark udvidet antallet af pladser på 2 tilbud, henholdsvis et tilbud til mennesker med autisme (Holmehøj) og et tilbud til adfærdsvanskelige børn og unge (Kastaniely) samt etableret en ny afdeling på et tilbud til adfærdsvanskelige børn og unge (Det Gule Hus på Møllebakken).

Region Syddanmark har nedlagt 2 åbne afdelinger på et tilbud til adfærdsvanskelige børn og unge (Egely) og i stedet udvidet antallet af sikrede midlertidige pladser på samme tilbud. Derudover har Region Syddanmark i 2009 fusioneret 2 tilbud til handicappede børn og unge til ét tilbud (Jagtvejens Børnehave og Bihuset), og i 2010 fusioneret to specialskoler til én specialskole (Center for Høretab og Nyborgskolen).

I forhold til 2011 er det besluttet, at kommunerne hjemtager et tilbud til udviklingshæmmede og at Region Syddanmark overtager et tilbud til mennesker med misbrug. Derudover har Region Syddanmark besluttet at etablere 10 sikrede pladser i Esbjerg samt udvide antallet af pladser på 3 eksisterende tilbud til henholdsvis autister, senhjerneskadede og sindslidende.
 

Mest Læste

Annonce