Renhedsbarometer måler klimaindsats i Varde

02/12/2011 09:18

Nick Allentoft

Varde Kommune har i samarbejde med Aalborg Universitet udviklet et renhedsbarometer. Fra 1. januar kan man følge indsatsen på kommunens hjemmeside.

Med et nyt renhedsbarometer sætter Varde Kommune miljø og klima øverst på den lokale dagsorden. Målet er at blive Danmarks reneste kommune og at involvere både borgere, erhvervsliv og foreninger i projektet.

Renhedsbarometeret vil måle på ni udvalgte områder, og fra 1. januar kan borgerne følge effekten af deres indsats på kommunens hjemmeside:

- Vi vil med renhedsbarometeret gøre klima og huller i ozonlaget nærværende for den enkelte borger i Varde Kommune – og vi ved, at mange er villige til at gøre en indsats på området. Barometeret er ikke videnskab på raketniveau, men et forsøg på at gøre indsatsen målbar, siger plan- og byggechef i Varde Kommune Ivar Sande.

Han har udviklet renhedsbarometeret i samarbejde med Aalborg Universitet i Esbjerg.

Mål og resultater

Barometeret viser eksempelvis udviklingen i CO2 udledning, genanvendelse af affald, omlægning til sol,- vind og jordvarmeenergi og udbygning af cykelstinettet.

- Vi har valgt at satse på områder, hvor vi umiddelbart kan måle og se en effekt af indsatsen, siger Ivar Sande.

Målene er blandt andet hvert år at sænke CO2 udledningen med to procent og at øge mængden af affald, der bliver genanvendt, med tre procent. Der skal hvert år bygges 200 jordvarmeanlæg og to større solvarmeanlæg, 25 procent af alt nybyggeri skal være nul-energihuse, og der skal anlægges ti kilometer cykelsti hvert år.

Derudover vil man skabe engagement og opbakning med 15 projekter og kampagner hvert år.

Renhedsbarometeret skal bidrage til at gøre Varde til Danmarks reneste kommune. Det er et af målene for vivaVARDE samarbejdet mellem kommunen, erhvervslivet og udviklingsrådene, og det indgår også i kommunens planstrategi, som for tiden er i høring.

Mest Læste

Annonce