Roskilde Kommune vinder Byplanprisen 2012

05/10/2012 13:44

Roskilde Kommune

Der var glæde torsdag aften blandt deltagerne fra Roskilde Kommune ved årets Byplanmøde i Svendborg. For under overværelse af flere hundrede politikere og byplanlæggere fra hele landet, kunne Torben Jørgensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, stolt modtage Byplanprisen 2012 på vegne af Roskilde Kommune.

Roskilde vandt for sin nytænkende byplanstrategi for Musicon, som senest har resulteret i Rabalder Parken, et af verdens første og største kombinerede regnvandsanlæg og aktivitetsparker.

Det er første gang Roskilde Kommune modtager Byplanprisen, som er uddelt hvert år siden 1996.
Borgmester Joy Mogensen er rigtig glad for anerkendelsen:
- Jeg ser prisen som et vigtigt skulderklap. Det er en blåstempling af den nytænkende måde, vi har valgt at udvikle Musicon på med Rabalder Parken som et flot eksempel.

Torben Jørgensen, formand for både Teknik- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune og bestyrelsesformand i Roskilde Forsyning, var ligeledes svært tilfreds:
- Det er meget positivt, at det utraditionelle og eksperimenterende bliver værdsat. Rabalder Parken er resultatet af et stærkt og kreativt samarbejde mellem kommune, forsyning og bydelens aktører og viser samtidig, at Roskilde også går foran, når det kommer til klimasikring.

Derfor vandt Roskilde!
Roskilde Kommune vandt Byplanprisen for sin stærke byudviklingsstrategi på Musicon med Rabalder Parken som eksempel. Roskilde Kommune holder fast i strategien om ”Livet før byen” og viser samtidig, hvordan et stort, teknisk anlæg til overfladisk regnvandsopsamling kan bruges rekreativt.

Uddrag fra nomineringen: I Musicon satser kommunen på ”liv før byen”. Man har valgt at etablere et aktivt, attraktivt uderum som et led i den overordnede byudviklingsstrategi. Rabalder Parken anlægges derfor lang tid før området er udbygget. Da der er tale om en forurenet grund, hvor alt vand skal afledes på overfladen, er der udviklet et projekt, der vender netop denne udfordring til et potentiale.

Udover Roskilde var København og Ikast-Brande nomineret til årets pris.

Om Byplanprisen
Byplanprisen uddeles hvert år til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode og smukke bymiljøer og landskaber. Prisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening.

Støttet af:
Den rekreative del af parken koster omkring 10 mio. kr., mens det tekniske anlæg beløber sig til ca. 25 mio. kr.
Rabalder Parken er udviklet i samarbejde med og med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, Foreningen Roskilde Festival, Nordea Fonden samt Unicon Beton. 

Mest Læste

Annonce