Et nyt online læringsspil udviklet af firmaet ABCity skal udvikles og tilpasses, så børn i daginstitutioner gennem leg med lærende spil kan forberede sig til skolens læse- og skriveudfordringer.
Nationalt Videncenter for Læsning, Greve Kommune og ABCity har netop fået bevilget i alt 2,4 mio. kroner fra Fornyelsesfonden til formålet, og Greve Kommune modtager heraf 340.000 kr. for pædagogisk udviklingsbistand.
”Vi er meget glade og stolte over, at Greve Kommune kan deltage i dette spændende projekt, og dermed være digitale bannerførere i udviklingen af en inkluderende digital læringsindsats i dagtilbud, som forbereder indskolingens læseindsats ”, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Brigitte Klintskov Jerkel. ”De fleste børn i Greve er tidligt sikre læsere. Det bliver spændende at se om denne legende tilgang til et animeret bogstavunivers kan medvirke til at endnu flere børn bliver sikre læsere i indskolingen”.
Projektet går i gang i december i år og forventes at være afsluttet med udgangen af 2012.