Skru op for din hjerne!

04/11/2011 11:19

Nick Allentoft

Det er nemt at blive bedre til at lære, mener Børn og Unge-byrådet, der sammen med Århus Lærerforening og Børn og Unge står bag kampagnen ”Skru op for din hjerne”, som netop nu finder vej til de aarhusianske folkeskoler.


”Skru op for din hjerne” er en opfordring til at ”booste” hjernen til at lære mere. Med fokus på fem temaer, som Børn og Unge-byrødderne har valgt ud, giver kampagnen og et nyt undervisningsmateriale ideer til at skabe et bedre læringsmiljø. De fem temaer er indeklima, støj, søvn, kost og bevægelse.


Rådmand for Børn og Unge Kristian Würtz glæder sig over samarbejdet og de gode ideer fra Børn og Unge-byrådet:
”Skru op for din hjerne er et eksempel på, at Børn og Unge-byrådet kan være med til at gøre en forskel i folkeskolen. At kampagnen samtidig opfordrer eleverne til at tage medansvar for et godt læringsmiljø er positivt”, siger Kristian Würtz.

Formand for Århus Lærerforening Søren Aakjær er også glad for, at der bliver sat fokus på læringsmiljø og de fysiske rammer:

”Den nyeste forskning peger på, at de fysiske rammer har stor betydning for læringsmiljøet. Når vi taler om ressourcer i folkeskolen, taler vi ofte om indhold, men det er vigtigt også at huske de fysiske rammer. Det er en rigtig god investering at sætte fokus på, hvad man selv kan gøre på de enkelte skoler”, siger Søren Aakjær.

Mest Læste

Annonce