Statsforvaltning bakker Kolding Kommune op i klagesag

20/12/2011 15:54

Kolding Kommune

En kommune må gerne ændre i niveauet for at give hjemmehjælp og dermed servicen. Statsforvaltningen giver Kolding Kommune fuldstændig opbakning, efter kommunen tilbage i 2009 ændrede kriterierne for hjemmehjælp.

Efter kriterierne blev ændret til at hjemmepleje og praktisk hjælp kun gives til borgere, der er ude af stand til eller meget vanskeligt ved selv at løse opgaven, gennemgik Kolding kommune hver eneste ældres behov, en revisitering. Det må en kommune gerne gøre, skriver Statsforvaltningen i en afgørelse, efter Ældresagen klagede over Kolding Kommune.

Statsforvaltningen skriver, at Kolding Kommune førhen tilbød ekstra hjælp - ud over hvad kommunen var forpligtet til. Og så længe det holder sig inden for loven, må politikerne derfor gerne fastlægge et niveau for den hjælp, som borgerne kan forvente.
Opfordrer til selvhjælp
Socialministeriet oplyser i afgørelsen, at loven bygger på et princip om hjælp til selvhjælp. Netop det princip har Kolding Kommune styrket de seneste år. I lighed med de fleste kommuner i Danmark, arbejdes for at give ældre et aktivt seniorliv. Her får ældre tilbudt en hjemmetræner, så de kan klare sig selv længst muligt, være uafhængig af hjemmehjælp og dermed få øget livskvalitet.

Kolding Kommune har med virkning fra 2012 besluttet at ændre kriterierne for hjælp. Der er afsat tre millioner kroner ekstra til næste år, da det forventes, at flere vil blive tilbudt besøg af hjemmetræner eller hjemmehjælp.

Mest Læste

Annonce