Stort potentiale i privat ældrepleje

17/02/2011 10:56

Jesper Brønnum

V og K ønsker at forbedre frit valgs-ordningerne indenfor ældreplejen. Det skal ske ved at sikre andre aktører end kommunen, og derfor skal dele af hjemmeplejen i udbud. Et tiltrængt forslag, hvis vi vil bevare vores høje velfærdsniveau i fremtiden, mener Dansk Erhverv.

Regeringen vil revitalisere frit valgs-området for ældrepleje, og det vækker begejstring i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv:

”Det er positivt, at se en klar melding fra regeringen om, at vi skal have revitaliseret frit valgs-området på ældrepleje. På andre områder som for eksempel de praktiserende læger, praktisk hjælp m.m. har vi fået frit valgs-ordninger til at virke, så borgeren kan vælge det, der bedst passer til hendes behov, men på ældrepleje sidder kommunerne stadig på ca. 95 procent. I mange kommuner har borgeren slet ikke mulighed for at vælge andre end den kommunale leverandør,” siger chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Marie Louise Løvengreen Rasmussen.

Ifølge fritvalgsdatabasen er der i dag 30 kommuner, der slet ikke har private leverandører tilknyttet ydelsen personlig hjælp, hvor der for de fleste slet ikke eksisterer private leverandører og dermed ikke er et frit valg. Ifølge samme database er der i dag godkendt over 80 forskellige virksomheder til personlig pleje. Dansk Erhverv organiserer en lang række af de private virksomheder, som fremover bliver vigtige aktører på velfærdsområdet.

”Vi ved, der er et kæmpe potentiale på området, og vi ved, at de private virksomheder

står klar i kulissen til at bidrage til løsningen af vores velfærdsopgaver. Derfor er det er meget positivt signal, regeringen sender, at den nu vil øge inddragelsen af private,” siger hun.

Den kommunale hjemmehjælper forsvinder ikke
Forslaget har vakt frygt for, at de ældre borgere ikke kan få lov til at beholde deres kommunale hjemmehjælp, som de er vant til. Men det bliver ikke noget problem, mener Marie Louise Løvengreen Rasmussen:

”Regeringens forslag betyder reelt bare, at borgeren får flere leverandører at vælge imellem. Man har altid mulighed for at vælge en anden aktør end den, der vinder udbuddet, ligesom de ældre, der foretrække at beholde den kommunale hjemmehjælper, sagtens kan få lov at fortsætte med det. De skal bare aktivt vælge det fremover,” siger hun.

Distriktsopdeling god for smv’er
Regeringens forslag går på, at hjemmehjælpsområdet skal distriktsopdeles og mindst et distrikt konkurrenceudsættes, så andelen af private aktører bliver højere end de kun ca. fem procent, vi ser i dag.

”Ikke mindst små og mellemstore virksomheder har længe haft svært ved at få det til at give økonomisk mening at løfte de spredte opgaver på hjemmehjælpsområdet. Det problem afhjælper en distriktsopdeling delvist, så vi er meget positive over for det forslag. Det er dog vigtigt, at udbuddene udformes sådan, at vi ikke kun får et par enkelte store virksomheder på banen, og at kvaliteten i opgaveløsningen vægtes på lige fod med pris,” siger hun og konstaterer, at der ellers er sket en udvikling, hvor det private marked for personlig pleje går mod færre og større virksomheder.

Indfør målsætning for hele velfærdsområdet
”En konkret initiativ for at skabe større diversitet i vores ældrepleje er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Målsætningen sender et klart signal om, at ikke-offentlige aktører er en uundværlig del af løsningen af vores velfærdsopgaver, og vi så faktisk gerne, at man lavede en målsætning for andelen af ikke-offentlige aktører på hele velfærdsområdet,” siger hun.

Mest Læste

Annonce