Væk med underskriften – ja tak

07/03/2012 11:51

Line Oxholm Thomsen

Kommunerne kan spare et trecifret millionbeløb, hvis borgerne modtager deres post digitalt. Men det forudsætter, at kravet om medarbejdernes personlige underskrifter på breve til borgere og virksomheder fjernes. KL hilser det derfor velkomment, at Justitsministeriet nu vil sætte et arbejde i gang med at fjerne dette lovkrav.

”Personlige underskrifter er bureaukratiske i en teknologisk tidsalder. I flere kommuner har man scannet medarbejdernes underskrifter ind for at sætte underskrift på digitale breve. Det har været administrativt tungt og dyrt,” fortæller kontorchef Jakob Harder, KL.

”KL mener ikke, en fysisk underskrift på et brev er nogen garanti for, at brevet ikke er forfalsket eller en kladde, der er blevet sendt ud ved en fejl. Dermed at kravet om, at medarbejdernes egne underskrifter står nederst på et brev fra kommunen, forældet og bør fjernes. Så det er godt, at Justitsministeriet nu vil se på lovgivningen”.

KL ønsker, at Justitsministeriet inddrager kommunerne i lovgivningsarbejdet:

”Vi ønsker at bidrage til arbejdet. Vi har mange kommunale eksperter, som kan deltage med viden om, hvordan vi fremadrettet kan sikre retssikkerheds-, bevis- og ordensmæssige hensyn, når en myndighed sender et brev til en borgere eller virksomhed”, siger Jakob Harder.

Han advarer dog imod, at den nuværende lovgivning bliver erstattet af nye bureaukratiske regler.

”Vi skal ikke erstatte den fysiske underskrift med elektroniske stempler eller særlige koder på brevene. Gør vi det, er det tydeligt, at vi ikke for alvor tør modernisere den offentlige sektor”, siger Jakob Harder.

Han peger på, at inden for de statslige områder har det længe været kendt latin, at afgørelser ikke behøver være underskrevet, og flere ministre har sikret, at egen lovgivning er fuldt med tiden. Fx har årsopgørelsen fra SKAT ikke en underskrift fra en medarbejder.

”Nu har staten fejet for egen dør. Så forventer kommunerne, at lovgivningen moderniseres på samme måde for den borgerbetjening, kommunerne har ansvar for,” slutter Jakob Harder.

KL vil derfor tage kontakt til Justitsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen for at høre mere om arbejdet samt invitere til en åben dialog om den fremtidige lovgivning.

Mest Læste

Annonce