Varde investerer i it i daginstitutionerne

28/09/2012 14:12

Varde Kommune

I 2013 bruger Varde Kommune 3,5 mio. kr. til it-udstyr og uddannelse i institutionerne. Pengene kommer fra regeringens pulje til kvalitetsløft. Daginstitutionerne i Varde Kommune får et fælles digitalt bibliotek med tablets, digitale legeredskaber og andet udstyr.

Biblioteket indgår i en større investering i it i børnehøjde. Målet er, at alle børn skal være fortrolige med de nye medier inden skolestart.

I alt bruger Varde Kommune næste år 3,5 mio. kr. på at købe udstyr og uddanne pædagoger i at bruge det i pædagogisk sammenhæng. Institutionerne får også trådløst net og intranet. Pengene kommer fra den pulje på 500 mio. kr., som regeringen har afsat til et kvalitetsløft i institutionerne.

- Vi tror på, at en it-oprustning giver et kvalitetsløft. Vi investerer både i udstyr og kompetenceudvikling, og det vil på længere sigt give et løft. Fra 2014 bruger vi nogle af penge på at forbedre personalenormeringen, siger formand for udvalget for børn og undervisning Karl Haahr (L).

Varde Kommune får 4,5 mio. kr. fra puljen, og den ene mio. går til dagplejen. Fra 2014 er det planen at bruge en del at pengene på mere personale i institutionerne. Uddannelsen af medarbejderne vil i øvrigt ske i et jobrotations-projekt, der giver arbejde til ledige.
 

Mest Læste

Annonce