Vi skal gøre livet lettere for borgerne

03/10/2012 15:07

Roskilde Kommune

Roskilde Kommunes borgere skal ifølge formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget Claus Larsen være blandt de første til at afprøve nye teknologiske hjælpemidler

Ældre- og Omsorgsudvalget har sat en ambitiøs dagsorden, når det gælder velfærdsteknologi i Roskilde Kommune. Velfærdsteknologi handler om at bruge de teknologiske muligheder til at gøre tingene smartere og lettere for borgere, medarbejdere og pårørende. Roskilde Kommune er netop nu ved at afprøve en række muligheder med den fællesnævner, art kommunen er den første eller blandt de første til at afprøve den nye teknologi.

- Vi vil være med helt fremme, når det gælder de nye teknologiske hjælpemidler. Det handler jo om at gøre livet lettere for borgerne og gøre dem mere selvhjulpne, når kræfter og førlighed svigter. Vi har modet til at gå nye veje og sætte projekter i søen også på områder, hvor vi ikke endnu kan være helt sikre på resultaterne. Vi tror fuldt og fast på, at det vil betyde, at borgerne i Roskilde Kommune også vil være blandt de første til at få gavn af teknologien efterhånden som den udvikles.” udtaler Claus Larsen, der er formand for Ældre- og Omsorgsudvalget.

 Roskilde Kommune er som den første kommune i region Sjælland ved at afprøve en unik løsning indenfor telemedicin, hvor hjemmesygeplejen kan kontakte borgeren via skærm. Skærmen skal gerne medvirke til, at færre borgere indlægges unødvendigt på sygehuset.
 I støbeskeen er også at afprøve trivselsskærme på plejecentre. En trivselsskærm er i princippet en stor computerskærm, hvor borgeren nemt selv kan styre sine daglige aktiviteter på plejecenteret. Samtidig kan borgeren se og tale med børn og børnebørn via skærmen og programmet Skype. Personalet skal desuden sammen med borgeren kunne dokumentere i borgerens journal ved brug af skærmen i stedet for på kontoret.
 Roskilde Kommune har i år været med til at afslutte et nationalt projekt om afprøvning af automatiske skylle- og tørretoiletter. Projektet har vist, at toilettet både giver bedre arbejdsmiljø, bedre hygiejne og bedre oplevelse for borgeren af at kunne klare sig selv.

Samarbejde slår bro mellem generationer
Over 80 deltagere var mandag den 1. oktober i Roskilde Kongres- og Idrætscenter til Generationernes Dag. Her hørte de LO faglige seniorer berette om, hvordan skoleelever på Absalons Skole underviser seniorer i at bruge mobiltelefon og computer til pensionister. De hørte en frivillig læseven og en lærer fortælle engageret om deres samarbejde om læsning med børn på Jyllinge Skole. Dagen gennem blev der udvekslet gode ideer og præsenteret gode eksempler på samarbejder i Roskilde Kommune.

2012 er udråbt til europæisk år for at fremme en kultur med aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne i et samfund, hvor der er brug for alle aldersgrupper. Det markerede Roskilde Kommune med temadagen, hvor der var fokus på, hvordan ældre borgere kan bruge deres ressourcer, viden og motivation til gavn for alle i samfundet. Dagen blev et bevis på, at frivillige sociale foreninger, skoler, ældreområdet, daginstitutioner gerne vil samarbejde for at fremme solidaritet mellem generationerne.

- Det var en fantastisk inspirerende dag med et højt energiniveau. Foruden de gode eksempler viste deltagerne, at de har masser af gode ideer til, hvordan vi kan styrke samarbejdet på tværs af generationerne. Fra folkeskoleelever til pensionister demonstrerede deltagerne, at brobygning mellem generationerne er noget som optager dem, siger formand for Ældre- og Omsorgsudvalget Claus Larsen. Han har nu bedt forvaltningen om at kigge nærmere på de gode ideer, der kom på banen på temadagen.

Generationernes Dag blev afholdt af Ældre- og Omsorgsudvalget i samarbejde med Ældrerådet, Ældre hjælper Ældre, Ældre Sagen, LO-Seniorer og Roskilde Ældre Motion. 

Mest Læste

Annonce