Rapport om Sundhedsstyrelsens tilsyn

Ledelse

11/06/2014 07:00

Freja Eriksen

Sundhedsstyrelsen har modtaget en ekstern rapport fra den Europæiske Tilsynssammenslutning, EPSO, som har gennemgået Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner. Rapporten er udarbejdet på opdrag fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på baggrund af kritik af Sundhedsstyrelsens tilsyn i medierne i 2013. EPSO-rapporten peger på flere problemer og kommer med forslag til forbedringer af Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner.

- Sundhedsstyrelsen ser med alvor på den kritik, EPSO fremsætter, og vi sætter nu gang i arbejdet med at udarbejde en plan for, hvordan vi kan forbedre bl.a. kommunikation og arbejdsgange i Sundhedsstyrelsens tilsyn, som rapporten peger på. Det er afgørende for Sundhedsstyrelsen, at individtilsynet foregår rettidigt og er af høj kvalitet, siger administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith.

Læs også: Rapport: Sundhedsvæsenets kontrolsystem er for slapt

Sundhedsministeriet har bedt Sundhedsstyrelsen om at udarbejde en handlingsplan, som kan bringe tilsynet op på et højt, internationalt niveau. Handlingsplanen skal skabe enklere og entydige arbejdsgange og sikre, at der ikke er nogen stopklodser eller forsinkelser i de informationer, som Sundhedsstyrelsen overvåger. Et af elementerne i handlingsplanen skal være en modernisering af Sundhedsstyrelsens embedslægeinstitution.

EPSO giver i rapporten 57 anbefalinger til, hvordan Sundhedsstyrelsen kan forbedre det nuværende tilsyn, som betegnes som velfungerende, men ikke såkaldt "best practice". Rapportens anbefalinger falder inden for områderne intern- og ekstern kommunikation, prioritering af risikoovervågning, indberetning af information om risikoadfærd, kommunikation om rammerne for Sundhedsstyrelsens individtilsyn, kvalitetsarbejde, faglig uafhængighed.

EPSO gennemgår i rapporten 35 tilsynssager og konstaterer, at reglerne er fulgt til punkt og prikke.

- Det er afgørende for Sundhedsstyrelsen, at fagligheden i individtilsynet er helt i top, så patienterne kan være sikre på, at Sundhedsstyrelsen overvåger kvaliteten af lægernes behandlinger – og det dokumenterer rapporten, siger Else Smith.

Sundhedsministeriet ønsker, at et af elementerne i Sundhedsstyrelsens handlingsplan skal være en modernisering af Sundhedsstyrelsens embedslægeinstitution med henblik på at skabe et fundament for et endnu stærkere tilsyn til gavn for patientsikkerheden.

I forlængelse af rapportens anbefalinger om mere målrettet kommunikation, såvel den interne som den eksterne, skal Sundhedsstyrelsen bl.a. beskrive, hvilke opgaver styrelsen løser, og hvilke opgaver andre skal løse. Det bør være klart for danskerne, hvilke sanktions- og reaktionsmuligheder Sundhedsstyrelsen har.

Sundhedsministeriet har bedt Sundhedsstyrelsen om som led i handlingsplanen at inddrage en kvalitetssikring af styrelsens sagsbehandling i konkrete tilsynssager ved en ekstern, national part med forvaltningsretlige kompetencer.

Læs EPSO's rapport

Mest Læste

Annonce