"Det er helt afgørende, at der tilføres ekstra ressourcer til sundhedsvæsenet. Uden nye midler må vi se i øjnene, at der er betydelig risiko for forringelse af den samlede kvalitet på vores sundhedsvæsen, med alt hvad det kan indebære for den enkelte borger og i sidste ende for samfundets økonomi," skriver næstformændene i deres åbne brev.

Regering og regioner gambler med sundhedsvæsenet

Velfærd

05/05/2015 12:01

Mikkel Sarka

Næstformændene i Regionernes Samarbejdsudvalg har skrevet et åbent brev til Statsministeren, Finansministeren, Sundhedsministeren, Regeringen, partiernes formænd, Folketingets sundhedsudvalg og formanden for Danske Regioner, i forbindelse med budgetforhandlingerne mellem Regeringen og KL.
Fra medarbejderne i det danske sygehusvæsen ser vi med alvorlig bekymring på, at der atter en gang lægges op til store besparelser på sygehus/hospitalsområdet, og at i forvejen stramme budgetter må genåbnes for at lave yderligere besparelser.   I bør som ansvarlige politikere for området medvirke til, at der foretages mere synlig og direkte prioritering på medicinområdet, således at de stadigt stigende medicinomkostninger ikke gang på gang medfører, at vi skal igennem nye sparerunder i sundhedsvæsenet. Der bør skabes en model, hvor sygehusmedicin inden ibrugtagning vurderes ud fra både effekt og pris.

Budgetaftale 2016

Læs flere artikler vedrørende budgetforhandlingerne mellem KL, Regionerne og Regeringen her.

 

Det er helt afgørende, at der tilføres ekstra ressourcer til sundhedsvæsenet. Uden nye midler må vi se i øjnene, at der er betydelig risiko for forringelse af den samlede kvalitet på vores sundhedsvæsen, med alt hvad det kan indebære for den enkelte borger og i sidste ende for samfundets økonomi.

Der skal i denne tid forhandles en aftale om regionernes økonomi for 2016.   Hvor der bør tilføres ekstra midler til området, frygter vi, at forhandlingerne i stedet vil resultere i krav om yderligere effektiviseringer og besparelser. Krav som vil blive søgt realiseret ved at sundhedspersonalet ”løber hurtigere” og/eller reduceres i antal.   Færre medarbejdere medfører mindre patientnær tid. Mindre tid til de svære samtaler, til medicinhåndtering, diagnosticering og pleje. Når personalet skal løbe endnu stærkere, stiger risikoen samtidig for alvorlige fejl.   Og sundhedspersonalet KAN ikke bare løbe stærkere. Allerede nu er afdelingerne presset helt i bund, hvilket talrige påbud fra Arbejdstilsynet viser.   Det handler om politiske prioriteringer - og den beslutning ligger hos jer som ansvarlige politikere.

Hvis I beslutter ikke at tilføre regionerne ekstra ressourcer, får det konsekvenser for den samlede kvalitet af sundhedsvæsenet.

- Visionerne i planen for borgernes sundhedsvæsen kan ikke realiseres En lang række organisationer i sundhedsvæsenet – herunder også personaleorganisationer - har fremsat fælles erklæring om borgernes sundhedsvæsen. Og sundhedspersonalet vil rigtigt gerne medvirke til at få visionerne virkeliggjort. Men vi kan ikke inddrage patienterne, have en ligeværdig dialog og sammen skabe de bedste forløb, når alle er presset helt i bund og kun har tid til den allermest basale pleje og behandling.   - Manglende sammenhæng Vi vil alle sammen gerne blive bedre til at sikre sammenhængende patientforløb. Men det kræver tid og ressourcer. Det er nødvendigt, at der ydes tilstrækkelige ressourcer, så den patientnære tid bliver af ønsket kvalitet. Der skal være plads til dialog og koordination.   - Nedslidte medarbejdere Medarbejderne er sundhedsvæsnets rygrad og drivkraft. Sundhedspersonalets psykiske arbejdsmiljø er flere gange målt som kritisk belastet, og det er psykisk opslidende hver dag at skulle gå på kompromis med den kvalitet, vi leverer overfor syge mennesker. Stress og nedslidning koster samfundet millioner. Rekrutteringen bliver også påvirket. På sigt kan det blive vanskeligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft til vore sygehuse/hospitaler.   Hvad skal der til for at vende udviklingen? Det er helt afgørende, at der tilføres ekstra ressourcer til sygehus/hospitalsområdet. Uden nye midler bliver ovenstående triste forudsigelser desværre til virkelighed i fremtidens sundhedsvæsen.   Det er jeres beslutning. Jer, der skal tage ansvaret.

 

Mest Læste

Annonce