Regeringen får endnu en næse for at ignorere flertal

Politik

26/02/2016 08:03

Nick Allentoft

Folketingets Finansudvalg har besluttet at give regeringen en næse for ikke at lytte til et flertal i Folketinget og sløjfe besparelser på udviklingsbistanden. Det skriver netavisen Altinget.

Det er S, EL, ALT, R, SF og K, som kritiserer regeringen for den samme sag, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) tidligere på måneden også fik en næse for.

”Vi giver regeringen en næse for ikke at have sikret sig flertal i Folketinget for den nedskæring i udviklingsbistanden, man lavede sidste år,” siger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, til Altinget.

Regeringen kom kort før jul i mindretal, da Folketinget skulle stemme om at annullere 1,4 milliarder kroner af besparelserne på udviklingsbistanden for 2015. Konservative stemte blankt, og dermed kom regeringen i mindretal. Regeringen valgte dog at ignorere flertallet.

Pelle Dragsted fortæller, at næsen er i den mildere ende, men at den alligevel er vigtig.

”En regering skal sikre sig, at man har et flertal bag sig, når man foretager større økonomiske ændringer eller budgetreguleringer. Og derfor udtaler vi altså den her kritik,” siger han.

I næste uge skal Folketinget stemme om tillægsbevillingen for 2015, som formelt godkender nedsættelsen af udviklingsbistanden i 2015. Traditionelt er vedtagelsen af tillægsbevillingen formalia, hvor alle partier stemmer for. Det er dog anderledes i år, fordi den indeholder nedsættelsen af udviklingsbistanden, som et flertal i Folketinget stemte imod. Derfor skal næsen ses som en løftet pegefinger, fortæller Pelle Dragsted

”Hvis traditionen med, at tillægsbevillingsloven er en ren formalitet, skal opretholdes, så bygger det på en tillid til, at regeringen rent faktisk sikrer sig et flertal,” siger han til Altinget.

”Fremadrettet kan man ikke gøre, som regeringen har gjort. Man kan ikke bare foretage sig den slags dispositioner, når man ikke har flertal, og det må vi så håbe, at ministeren tager til efterretning,” tilføjer han.

Mest Læste

Annonce