Regeringen får næse og klage i landbrugssag

Politik

24/06/2016 07:56

Nick Allentoft

Bredt flertal i Folketinget giver regeringen "skarp kritik" for at have tilbageholdt advarsler om landbrugspakken. Desuden klages der over statsministeren.

Regeringen fik torsdag en næse, og det er en stor en af slagsen.

Bag begrebet gemmer sig ifølge det mere formelle sprog en skarp kritik af regeringen for at have tilbageholdt advarsler om landbrugspakken for Folketinget. Kritikken er i den alvorlige ende af skalaen.

Dansk Folkeparti og De Konservative har opbakning fra rød blok til kritikken af, at regeringen kommunikerede én ting ud på de indre linjer og en anden til Folketinget.

Det fastslog Pia Adelsteen (DF) som formand for Miljø- og Fødevareudvalget, der formelt har udformet teksten.

- Vi har brug for som lovgivere at få de oplysninger, vi skal have, når vi sidder og lovgiver. Det kan ikke hjælpe noget, at vi tror, at det er en glat og lige vej, vi går ud på, og så er den meget mere snoet, end vi regnede med, siger Pia Adelsteen.

Med næsen følger der også en klage til Folketingets Præsidium, der er den øverste ledelse.

Et flertal i udvalget klager over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke vil stille op i samråd og svare på spørgsmål. I stedet henviser han til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Flertallet for klagen består af rød blok og Dansk Folkeparti, mens De Konservative har udbedt sig betænkningstid.

Esben Lunde Larsen ville ikke kommentere sagen på vej ind i et samråd, før sagen skulle afgøres.

- Jeg har ikke nogen kommentarer til spørgsmålet om næser. Jeg har en, og den er jeg glad for, siger ministeren og tilføjer:

- Jeg har stor respekt for Folketingets udvalg i forhold til, hvad de måtte træffe af afgørelser, siger han.

Tidligere miljøminister Ida Auken (R) mener, at sagen er dybt kritisabel.

- Man kan være politisk uenig, men man må ikke dække over virkeligheden og prøve at få noget til at se ud som om, det er en lille risiko, når det er en stor risiko, siger hun.

Landbrugspakken blev fremlagt kort før jul og vedtaget i slutningen af februar og tillader landmænd at udlede mere kvælstof.

Den kostede Eva Kjer Hansen ministerjobbet, da De Konservative udtrykte mistillid på grund af misvisende tal.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce