Regeringen nedsætter produktionspanel

Velfærd

23/10/2014 10:44

Suleman Haider

Regeringen har i dag nedsat et produktionspanel, der skal komme med anbefalinger til initiativer, der kan styrke Danmark som attraktivt produktionsland.

Internationalt er der i stigende grad fokus på, hvordan den teknologiske udvikling skaber muligheder for produktion i højt industrialiserede lande med relativt højt lønniveau som eksempelvis Danmark, Tyskland og USA. 

Produktionspanelet skal se på, hvordan vi får skabt rammerne for, at danske virksomheder kan udnytte de nye teknologier til avanceret og ressourceeffektiv produktion. Det gør produktionspanelet ved blandt andet at kigge på om medarbejderne har de rette kompetencer, hvordan anvendelsen af ny viden kan styrkes i virksomhederne og på rammerne for investeringer i ny teknologi. 

Panelets arbejde er således et vigtigt led i regeringens strategi for Danmark som produktionsland. 

Produktionspanelet består af i alt 11 personer fra bl.a. erhvervslivet og fagbevægelsen. Formand for produktionspanelet bliver koncernchef/CEO i Danfoss Niels B. Christiansen. Panelet er nedsat frem til maj 2015.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen siger:

''Produktionspanelet er sammensat af personer med stort kendskab til produktion i Danmark. Jeg forventer derfor også, at panelet kan komme med nogle konkrete bud på, hvad der skal til for, at danske virksomheder griber de nye muligheder for avanceret produktion, så flere og nye virksomheder kan vokse sig store. Selvom verdensøkonomien i øjeblikket kører i lavt gear, må vi ikke glemme, at de der i de kommende årtier vil ske en kraftig vækst i verdensbefolkningen og samhandlen. Kombineret med de nye muligheder for avanceret produktion, kan det bidrage til øget vækst og nye produktionsjob i Danmark.''

 

CEO i Danfoss og formand for produktionspanelet Niels B. Christiansen siger:

''Forestillingen om, at Danmark kan leve af viden og lade andre om arbejdet i produktionshallen er ikke gangbar. Veluddannede faglærte og stærke produktionsvirksomheder er grundlaget for materiel velstand, og derfor er bevarelsen af produktion i Danmark afgørende for både innovation og fremtidig vækst. Danmark har siden 00’erne mistet over100.000 produktionsarbejdspladser – væsentligt flere end i vores nabolande. Den udvikling må ikke fortsætte. Men der findes ingen mirakelkur. Produktionspanelet er nødt til at se bredt på balancen mellem viden og produktion, rammevilkår og konkurrencekraft. Det kræver en dedikeret, koordineret indsats at bremse faldet i arbejdspladser og sikre fremadrettet produktion, værdi og vækst i Danmark.''  

Mest Læste

Annonce