"For os er det altafgørende, at vi får slettet de data, fastslår Venstres ordfører i sagen," Michael Aastrup Jensen. Foto: Wikipedia

Regeringen styrer mod nederlag i sundhedsdata-sag

Politik

09/04/2015 16:17

Mikkel Sarka

Ulovligt indsamlede data skal slettes fra omstridt database, lyder det fra et flertal i Folketinget.

Et stort flertal i Folketinget har uden om regeringen fundet sammen i et krav om at få slettet de tusindvis af ulovligt indsamlede oplysninger om borgeres private besøg hos deres læger.

- For os er det altafgørende, at vi får slettet de data, fastslår Venstres ordfører i sagen, Michael Aastrup Jensen.

Den såkaldte DAMD-database, som det hele handler om, har indsamlet tusindvis af diagnosekoder, medicinoplysninger og laboratoriesvar fra borgeres besøg hos egen læge, selvom der ikke var hjemmel til det i loven.

Læs også: DAMD-skandale lever videre

Selvom oplysningerne er indsamlet ulovligt, ønsker kulturministeren, at de bliver gemt i Rigsarkivet. Regeringen vil dog i samme ombæring ændre arkivloven, så oplysningerne bliver blokeret i 120 år og herefter kun er tilgængelige på særlige vilkår i 110 år. Med de nuværende regler ville oplysningerne være tilgængelige langt tidligere.

Venstre står sammen med de øvrige borgerlige partier bag et forslag om at slette oplysningerne, og kort før Folketinget skulle diskutere sagen onsdag sendte SF og Enhedslisten et ændringsforslag til regeringens forslag på banen.

Fra begge sider af oppositionen lyder det imidlertid, at det vigtige er, at data bliver slettet, ikke om det sker gennem det ene eller det andet forslag.

Selvom der altså tegner sig et klart flertal mod regeringens forslag, har Kulturministeriet ikke umiddelbart tænkt sig at ændre på forslaget. Forslaget skal nu forhandles i Kulturudvalget, hvor sagen hører hjemme.

Kulturminister Marianne Jelved (R) har forklaret, at forslaget er et forsøg på at balancere hensynet til den offentlige interesse i at bevare oplysningerne, der menes at have historisk værdi, mod hensynet til de registrerede borgere.

I september sidste år begyndte sagen for alvor at rulle, da to sundhedsjurister på baggrund af omfattende dokumentation vurderede, at databasen var ulovlig. Det kom frem i DR's Orientering på P1 og på dr.dk

Mest Læste

Annonce