Regeringen vil dataprofilere borgere uden de ved det

Infrastruktur

03/05/2018 08:37

Freja Eriksen

Det er afgørende for et demokrati, at borgerne ejer deres egne persondata, siger Alternativets retsordfører.

Facebook har lidt et historisk tab af tillid fra brugerne efter affæren om Cambridge Analytica, hvor brugernes data - uden deres viden - er blevet brugt til profilering og udnyttet til politisk markedsføring. 

Men skandalen lader dog ikke til at have vakt til videre eftertanke i regeringen. Det skriver Politiken. 

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fastholder sine planer om at bruge borgernes persondata til at lave dataprofilering - uden at oplyse de registrerede borgere om det.

Databeskyttelse - generelt

Det fremgår af to svar fra ministeren til Folketinget om det omstridte og forsinkede lovforslag til en databeskyttelseslov, der skal træde i kraft allerede 25. maj. 

I et svar til Folketingets Retsudvalg 17. april svarer Pape Poulsen, at borgerne med lovforslaget ikke forudgående skal orienteres om: 

- Genanvendelse af de personoplysninger, som de forskellige grene i en kommune i forvejen ligger inde med, med henblik på bedst muligt at kunne hjælpe socialt udsatte børn med det mest optimale behandlingsforløb. 

Det er en direkte reference til regeringens planer om at udbrede den såkaldte gladsaxemodel i potentielt alle 98 kommuner.

Bliver lovforslaget vedtaget i sin nuværende form, vil regeringen i en bekendtgørelse give kommuner adgang til at samkøre borgernes persondata. 

Her kan de med hjælp af kunstig intelligens lave pointbaseret profilering af børnefamilier ud fra forskellige risikoindikatorer, skriver Politiken.

Oppositionen vil med et nyt ændringsforslag sikre, at borgerne skal oplyses om, at deres data bliver brugt til profilering. 

Men ministerens svar til Folketinget lyder, at han ikke kan tilslutte sig det, da lovforslaget har "fundet den rette balance".

For Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten er det ikke nok. Partierne vil med et sent ændringsforslag sikre, at borgerne altid informeres.

For det er ikke i orden, mener Alternativets retsordfører, Josephine Fock. 

- Det er afgørende, at borgerne ved, hvad de oplysninger, de afgiver, bliver brugt til, siger hun til Ritzau.

Ifølge hende er gladsaxemodellen en overvågning af potentielt alle børnefamilier, og at borgene selvfølgelig skal orienteres om, hvad deres data bliver brugt til.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce