Regeringen vil styrke turisme på fem områder

Infrastruktur

19/09/2016 12:53

Nick Allentoft

For at få flere overnatningsmuligheder til turister skal danskerne have højere fradrag for udlejning.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede mandag regeringens udspil til en ny national strategi for dansk turisme. Den skal sikre udvikling og vækst i turismen i hele Danmark ved at sætte ind på fem områder:

1) Mere effektiv markedsføring målrettet relevante målgrupper

Se flere historier om 2025-plan

Regeringen forsøger at samle flertal om en ny 2025-plan, der skal løse en række af udfordringerne i samfundsøkonomien. Se alle historierne og debatten her. 

- Turisterne skal kende Danmark, hvis de skal få lyst til at rejse til Danmark. Det kræver en effektiv markedsføring rettet mod vores vigtigste markeder og målgrupper. Markedsføringen skal baseres på fælles fortællinger, være koordineret og tage højde for den digitale udvikling. Regeringen vil blandt andet arbejde for at få et dansk-kinesisk turismeår i 2017, som skal styrke markedsføringen af Danmark over for kinesiske turister.

2) Bedre tilgængelighed, internet og skilte

Turisterne skal let kunne komme til og rundt i Danmark. Der arbejdes på at tiltrække flere internationale flyruter til Danmark og skabe bedre sammenhæng mellem indenrigs- og udenrigstrafik. Samtidig skal det være nemt for turisterne at komme på nettet med god mobil- og bredbåndsdækning overalt i landet.

3) Bedre turistoplevelser i Danmark

Turisterne skal få gode og anbefalelsesværdige oplevelser i Danmark. Det kræver udvikling af stærke destinationer, højere kvalitet, og fokus på for eksempel outdoor-turisme, kulturturisme, oplevelsesøkonomiske tilbud, events og kongresser. Blandt andet skal Nyborg Slot ifølge regeringen gøres til en kulturhistorisk attraktion med besøgs- og formidlingscenter.

4) Moderne planlov og øget turismekapacitet

Turisterne skal have et sted at bo, mens de er i Danmark. Det gælder også i højsæsonen, hvor efterspørgslen efter moderne og attraktive faciliteter i dag overstiger kapaciteten i visse dele af landet. Derfor skal det være mere attraktivt at udvikle og investere i nye overnatningstilbud, og flere danskere skal udleje deres sommerhus og helårsbolig. Regeringen vil blandt andet hæve bundfradraget for udlejning af helårsboliger (en del af året) og værelser med 10.000 kroner, mens udlejere af sommerhuse også skal have forhøjet deres bundfradrag med 5000 kroner.

5) Konkurrenceevne og gode rammevilkår

Turisterne skal have kvalitetsprodukter til en konkurrencedygtig pris. Det kræver gode rammevilkår, for eksempel konkurrencedygtige energiafgifter og tidssvarende regulering, der ikke er unødvendigt byrdefuld, og som understøtter innovation. Regeringen vil blandt andet lempe elafgiften for forlystelser.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce