Regning for udflytning risikerer at blive endnu dyrere

Politik

23/02/2016 13:45

Nick Allentoft

De varige meromkostninger i forbindelse med udflytning af statsjob kendes endnu ikke. Børnerådet og Rådet for Socialt Udsatte forventer tilsammen knap en million kroner i meromkostninger til transport årligt.
Det kommer til at koste i alt 944 millioner kroner at udflytte 3981 statslige arbejdspladser, viser regeringens længe ventede regnestykke.   Men der er flere ubekendte, som kan ende med at sende regningen i vejret.  Regnestykket indeholder nemlig hverken udgifterne til udflytning af Udlændingestyrelsen, fordi de nye lokaler i Næstved endnu ikke er fundet, eller det, der kaldes "varige meromkostninger".

Udflytning af statslige arbejdspladser

Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.

Læs meget mere her

Det sidste dækker over de udgifter, som permanent vil være højere, når en styrelse flytter fra hovedstaden til provinsen. Således vurderer flere ministerier eksempelvis, at der skal bruges flere penge på transportomkostninger til de mange ture til København.   Men der vil også være indtægter, der skal modregnes det samlede billede, understreger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V):   - Det eksakte tal har vi ikke i dag, men vi ved, at der vil blive lavere huslejeudgifter og lejemål her i hovedstaden, som vi ikke længere har brug for, og så vil vi kunne sælge nogle grunde og arealer. Der er både ting, der går den ene og den anden vej. Bundlinjen er, at det er rigtigt, at det giver en udgift, der er større end de 400 millioner kroner, siger ministeren med henvisning til det beløb, regeringen afsatte ved præsentationen af udflytningen.   - Det kommer ikke som nogen overraskelse for os. For vi sagde, at der ville være behov for yderligere penge i 2017 og 2018.   Spørgsmål: Hvor store risikerer de varige meromkostninger at blive, og hvem skal betale dem?   - Det kommer helt an på, hvilke styrelser vi taler om. Jeg tror i bund og grund, at de varige meromkostninger vil blive lavere, fordi blandt andet huslejeniveauet bliver lavere for langt de fleste styrelser.   - Så jeg tror ikke, det her kommer til at udhule nogen som helst styrelses økonomi. Men styrelser er jo en del af et ministerium, og der må man så lave sin økonomiske prioritet.    Spørgsmål: Så der kommer ikke flere penge fra regeringen til de varige meromkostninger?   - Generelt set bliver det det enkelte ministerium, der skal afholde de udgifter, der bliver i forbindelse med udflytningen. Og det vil de også være i stand til med den økonomi, de har i dag, og som de vil have fremover.   Naturstyrelsen og Erhvervsstyrelsen forventer eksempelvis varige merudgifter til blandt andet husleje, tab af stordriftsfordele og behov for at have to af visse stillinger, så der er en medarbejder i både København og i Jylland.    Børnerådet og Rådet for Socialt Udsatte forventer tilsammen knap en million kroner i meromkostninger til transport årligt.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce