Det kostede Ringkøbing-Skjern Kommune 1.4 mio. at invitere to verdensnavne til byen.

Ringkøbing-Skjern Kommune klar med samlet regnskab for Gore og Blix

Bæredygtighed

02/12/2014 09:45

Nick Allentoft

Underskuddet blev 1.4 mio. Resultatet blev omtale for 1.8 mio. i primært lokale medier, men også landsdækkende. Ringkøbing-Skjern Kommune evaluerer besøget af forhenværende vicepræsident for USA, Al Gore, og tidligere leder af FN’s Våbeninspektører, Hans Blix

Det skete i forbindelse med et stort energipolitisk arrangement, hvor de to politiske debattører talte for omkring 700 gæster.

Nu er det økonomiske regnskab gjort op, og det endelige resultat blev et underskud på 1,4 mio. kroner.

- Vi vidste fra begyndelsen, at arrangementet kunne give underskud. Det er klart, at vi helst havde set et regnskab med et mindre underskud, men initiativet skal ses i et større perspektiv. Der er tale om et arrangement, der på flere parametre såsom PR-delen, i forhold til Energi2020 og i forhold til at skabe opmærksomhed hos både nuværende og potentielle samarbejdspartnere har været en succes. Men vi havde selvfølgelig gerne set endnu flere til det, der blev en rigtig god aften, siger borgmester Iver Enevoldsen.

I forsøget på at sælge flest mulige billetter har kommunen ud over egen arbejdskraft inddraget eksterne samarbejdspartnere både i forhold til rådgivning, markedsføring og det direkte virksomhedssalg.

- Vi må ærligt erkende, at vi er blevet overrasket over, hvor vanskeligt det var at få billetsalget i gang. Vi er lige nu ved at evaluere hele forløbet sammen med vores samarbejdspartnere, så vi får draget den rigtige lære af indsatsen, siger Iver Enevoldsen.

 

Al Gore og Energi2020

Arrangementet var fra begyndelsen kædet sammen med kommunens ambitiøse vision Energi2020, hvor målsætningen er at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i år 2020. Her viser et nyt estimat, at kommunen i 2014 er nået halvvejs med målsætningen.

- Det er vi utrolig stolte af. Nu venter de næste 50 procent, og her var arrangementet med Al Gore og Hans Blix startskuddet på næste etape, der kræver at hele området byder ind, siger Iver Enevoldsen.

Høj værdi af omtale En analyse fra virksomheden Infomedia A/S viser, at arrangementet den 27. oktober sammen med Energi2020 har eksponeret kommunen i de danske medier for et beløb, der svarer til 1,8 mio. kroner i perioden fra maj til november.

De 1,8 mio. kroner er udelukkende værdien af den redaktionelle omtale arrangementet har givet i landets medier.

- Værdien af mediernes omtale alene overgår underskuddet. Hertil kommer reelle annoncering samt den opmærksomhed, det har skabt hos kommunens mange samarbejdspartnere og andre rundt om i landet. Det er et træk på den lange bane, hvor det handler om at fremhæve vores områdes styrker, både for vores egne indbyggere og virksomheder, men i høj grad også for potentielle nye virksomheder, siger Iver Enevoldsen, der også nævner invitationen af 300 studerende på kommunens ungdomsuddannelser som af de gevinster, det kan være svært at sætte tal på, men som har en unik værdi i sig selv.

 Se analysen af medieomtalen her: medieanalyse.pdf

 

Mest Læste

Annonce