Robotter og teknologi vinder ind i velfærden

Politik

23/06/2015 10:58

Suleman Haider

Velfærdsteknologi bliver mere og mere en integreret del af kommunernes ældreservice, viser ny undersøgelse.

Velfærdsteknologi bliver i stigende grad en del af hverdagen, når sundhedspersonale tager sig af borgerne, viser en ny undersøgelse ifølge kommuneforeningen KL's nyhedsbrev, Momentum. 

Fra sidste år til i år er andelen af kommuner, der enten har indført eller er i gang med at indføre eller afprøve vasketoiletter, eksempelvis steget med 20 procent.

Dermed findes nu vasketoiletter i 84 procent af kommunerne, og der er lige nu mindst 2744 i brug over hele landet.

Vasketoilettet kan gøre ældre og svage borgere i stand til helt eller delvist selv at gå på toilettet og aflaster samtidig personalet for tungt arbejde.

- Velfærdsteknologien er både med til at give borgerne et bedre liv, samtidig med at medarbejderne får et bedre arbejdsmiljø, siger Bent Greve, professor og velfærdsforsker på Roskilde Universitet.

- Så det er i virkeligheden et af de sjældne gode eksempler på en win-win situation i den offentlige sektors udvikling, til trods for at det kan være vanskeligt at implementere nogle af teknologierne.

At teknologien vinder indpas og bliver et hverdagsremedie mødes med opbakning fra de ældre borgere, fordi det giver dem mere værdighed og privatliv, vurderer Bent Aage Rasmussen, formand for Danske Ældreråd

- Eksempelvis har vasketoiletterne vundet indpas, fordi det er en meget personlig ting, og jo længere folk kan klare det selv, jo bedre. Både for medarbejderne og den ældre. mere personligt det er, jo bedre er det for den ældre at kunne bruge teknologien, siger han.

Danske Ældreråds formand ser store muligheder i at indføre mere velfærdsteknologi i ældreplejen, men han pointerer vigtigheden i, at det ikke gøres over hovederne på den ældre og med besparelser som hovedårsag.

- Vi vil meget gerne have indført relevant teknologi, men de varme hænder, der eventuelt bliver sparet, skal så bruges på anden vis, for der er stadig brug for dem. Der bliver jo flere og flere ældre, siger Bent Aage Rasmussen.

Undersøgelserne er gennemført af KL's Center for Velfærdsteknologi som en internetbaseret dataundersøgelse blandt ledere på ældre- og handicapområdet med ansvar for velfærdsteknologi.

FAKTA: Brugen af velfærdsteknologi i kommunerne

Fra 2014 til 2015 er brugen af velfærdsteknologi steget markant i de danske kommunerne. Her er en oversigt.

En ny undersøgelse fra kommuneforeningen KL viser, at velfærdsteknologi bliver en mere integreret del af plejen af ældre og svage. 

Her er en oversigt over, hvordan brugen af velfærdsteknologi har udviklet sig i kommunerne:

* Ibrugtagne loftlifte

- 2014: 25.626

- 2015: 26.840

- Udvikling: 5 procent

* Ibrugtagne elektriske bade/toiletstole

- 2014: 2645

- 2015: 6942

- Udvikling: 162 procent

* Ibrugtagne vasketoiletter

- 2014: 2255

- 2015: 2744

- Udvikling: 22 procent

* Ibrugtagne toiletsædeløftere

- 2014: 491

- 2015: 530

- Udvikling: 8 procent 

* Ibrugtagne spiserobotter

- 2014: 64

- 2015: 95

- Udvikling: 48 procent

Kilder: KL's Center for Velfærdsteknologi samt KL's nyhedsbrev, Momentum

 

 

Mest Læste

Annonce