Salget af byggegrunde boomer

Byggeboom. Antallet af solgte byggegrunde til helårshuse er steget 160 procent på bare fem år. Stigningen fra 2016 til 2017 lyder på 22 procent, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

Boligfesten i 2017 inkluderede ikke kun huse og lejligheder, men også på markedet for byggegrunde sprængte salgstallene rammerne for det hidtidige niveau. I løbet af sidste år blev der solgt 2.416 helårsgrunde i Danmark. Det er 22 procent flere end i 2016, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

Over en længere årrække er stigningen endnu mere markant. Ser vi fem år tilbage, blev der solgt 930 helårsgrunde i 2012, som var et lavpunkt for salget, idet grunde blev momsbelagt i 2011. Der er dermed tale om en stigning i antallet af handler på 160 procent sammenlignet med salget sidste år.

Øget salg i 2018

Stigningen er en naturlig følge af et boligmarked i vækst, og der er derfor god grund til at tro på et øget salg henover det kommende år, mener Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

”De dårlige tider på boligmarkedet ligger efterhånden langt tilbage i folks bevidsthed, og med flere år med vækst er der samtidig en stærk tro på markedet. Det er to faktorer, der spiller en afgørende rolle i den stigning, vi kan se i salgstallene,” siger hun, og fortsætter:

”Så længe boligpriserne fortsætter den opadgående kurve, vil købelysten stige. Og når man bygger selv, får man det tilmed, som man vil have det. Netop dét virker tiltrækkende i en tid, hvor der er kamp om de mest attraktive huse.”

Flest salg i Midtjylland

Den største andel af salgene i 2017 skal findes i Region Midtjylland, hvor der blev solgt 845 helårsgrunde i løbet af året. Særligt i den østlige del af regionen var der gang i handlen. Omvendt blev der solgt færrest i Region Nordjylland. Her blev der helt præcist lukket 294 handler i løbet af det forgangne år.

Der er lige nu omkring 4.150 helårsgrunde til salg på Boligsiden.dk.

Emneord: 310118, Boligsiden
Boligsiden A/S på DenOffentlige.dk På Boligsiden.dk gør vi det nemt for boligkøbere at finde den bolig, de er på jagt efter. Selskabets aktionærer er ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening. Boligsid...
Aktivitet: Artikler: 49 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige