Samfundstjeneste til 12-årige: Regeringen klar med nyt udspil om ungelavalder

Politik

27/10/2017 09:33

Nick Allentoft

Der er tale en helt nye måde at håndtere kriminalitet blandt unge, siger justitsminister Søren Pape Poulsen. Hent udspillet her.

Regeringen vil indføre en ungelavalder på 12 år. 

Fremover skal personer fra 12-års-alderen kunne få deres sag behandlet i et ungdomskriminalitetsnævn, hvis de mistænkes for grov kriminalitet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger fredag i forbindelse med præsentationen af regeringens udspil om ungdomskriminalitet:

- Der er stadig en hård kerne, som vi ikke når. En procent af en ungdomsårgang laver 44 procent af kriminaliteten.

- Det nuværende system mangler fælles retning og konsekvens.

- Der skal være tydelig konsekvens, første gang den unge træder ved siden af, tilføjer han.

Ifølge justitsministeren vil afgørelserne fra det nye nævn for ungdomskriminalitet være bindende. 

De fire partiledere i blå blok talte før valget om at sætte den kriminelle lavalder ned og indfører en ungdomsdomstol.

Der vil ikke være tale om, at personer fra 12 år bliver sat i fængsel med det udspil, som VLAK-regeringen nu præsenterer.

I stedet vil personer fra 12 år kunne få påbud. Det kan i den milde ende være et påbud om, at de skal passe deres skole. I den alvorlige ende kan påbuddet være, at man skal anbringes på en døgninstitution.

- Om nødvendigt skal påbuddet gennemføres med hjælp fra politiet, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

Han fastslår desuden, at når man får et påbud, så følger der en ungetilsynsførende med, som skal følge sagen.

- Der må ikke være tvivl om, at myndighederne skal følge den enkelte sag helt til dørs, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce