Sofie Fureby er målrettet, stærk, og stædig. Med sine 24 år, i fuld gang med uddannelse og mor til to små børn, som Sofie opdrager i fællesskab med sin samboende kæreste, ligner Sofie et eksempel på rendyrket overskud. Men inden i er Sofie præget af anderledes barndomsoplevelser end de fleste. Sofie kommer fra en dysfunktionel familie. Barndommen var præget af skilsmisse, hyppige svigt og alkoholproblemer. Problemer, der fik lov at gå i arv. Sofie udviklede som teenager selv et overforbrug af både piller og alkohol.
Efter en kort og mislykket ”karriere” i kommunal foranstaltning på eget værelse, blev Sofie endelig som 17-årig anbragt på et opholdssted.
”Jeg havde brug for intensiv støtte og samtaler. Det kunne jeg ikke få på et værelse. Det var tit i weekenderne, det koksede for mig, og så havde jeg ingen at gå til. Min sagsbehandler syntes efter et stykke tid, at jeg skulle på opholdssted, og selvom det var en svær besked at sluge for min mor, var jeg enig. Der måtte ske noget.”
Et år i døgn, slet ikke færdig
Tingene gik stærkt for Sofie den gang. Set i bakspejlet kunne Sofie have haft godt af en længere periode på opholdsstedet, men den gang gik Sofie mest op i dåbsattesten, og den sagde 18 år og frihed. At skulle gå direkte fra intensiv terapi og døgnbemanding til ingenting, var angstprovokerende, men lysten til at flytte overvandt angsten. Også selvom personalet rådede Sofie til at blive.
Til gengæld kæmpede Sofie desto mere for at bevare kontakten til opholdsstedet via et efterværnstilbud, for selvom Sofie var god til alt det praktiske, var der masser af følelsesmæssige udfordringer, som det var svært at være alene om.
”Jeg har aldrig manglet kærlighed, men er blevet svigtet og alt for hurtigt voksen. På opholdsstedet lærte jeg, hvordan jeg kom ud af de dårlige mønstre, jeg havde opbygget. For eksempel med hensyn til at flygte fra tingene. Efterværnet var lige så vigtig, som tiden på opholdsstedet, for det var først, da jeg blev alene, at jeg skulle omsætte alt det, jeg havde lært, mens jeg var der.”
Og Sofie havde kun været der et år. Havde hun egentlig fået nok med sig? Hendes udvikling var gået stærkt.
”Der skal ikke meget til, for at vælte korthuset og gå tilbage til alkohol og piller igen. Jeg er overbevist om, at jeg var gået i tilbagefald uden efterværnet, fordi jeg ikke havde været på opholdsstedet ret længe, og fordi det er et kæmpestort skridt at skule være sig selv lige efter en institution. Almindelige unge kan opsøge deres forældre for hjælp, det kan jeg ikke.”
Til kamp for efterværn
Da Sofie flyttede for sig selv, skiftede hun også kommune, og de ville helst benytte deres eget korps af støttekontaktpersoner, hvis de overhovedet skulle bevillige efterværn. Sofie magtede ikke tanken om igen at skulle forholde sig til nye mennesker, men vidste på den anden side, at hun havde brug for hjælp. Derfor kastede hun sig ind i kampen og måtte over en periode bruge en del energi og kræfter på at få kommunen til at forstå, hvor vigtigt det var, at hun havde en kontaktperson, som hun kendte i forvejen.
”Det var stadig meget svært for mig at tage i mod hjælp, så det ville aldrig være lykkedes, hvis der skulle have været nye kontaktpersoner ind over. Det gav stor tryghed, at det var nogen, der kendte mig, som jeg kunne få hjælp fra. Jeg viste, at de var til at stole på og ikke bare gav op. Også selvom jeg ikke altid åbnede, når de ringede på.”
Ønsket om at være helt almindelig og ikke skulle blive ved med at fortælle nye mennesker om alle sine genvordigheder og problemer, har også stor betydning.
”Jeg har haft mange sagsbehandlere og andre professionelle ind i mit liv. Det ville have været endnu en belastning, at skulle fortælle min historie for 117. gang.”
Det betalte sig for kommunen at efterkomme Sofies ønsker. Både Sofies kamp og efterværnet har vist sit værd. Den sociale arv er brudt.
Faktaboks:
Det siger Sofie om efterværn:
· Fordi man stadig ofte har behov for hjælp, når man flytter fra institution. Også selvom dåbsattesten siger, at man er 18 år.
· Der er for stort et spring fra at være på opholdssted, til at være helt alene. Det er vigtigt, at man får trappet roligt ned og får afprøvet hverdagen.
· Man skal lære, hvordan man reagerer og handler, når man sidder alene og er ked af det. Det kan man ikke lære på opholdsstedet.
”Først da jeg flyttede fra opholdsstedet, begyndte jeg at bruge redskaberne, som jeg havde fået, og alt det vi havde talt om. Det kom frem, da jeg skulle ud og stå på egne ben.”
Hent hæftet 10 stærke historier om efterværn på http://www.los.dk/aktuelt/nyt-fra-los/resolveuid/4c8080cfbd59caea0874e91...
