Skilsmisseforebyggelse breder sig som ringe i vandet

Velfærd

05/11/2014 09:45

Suleman Haider

I fire år har Ringkøbing-Skjern Kommune tilbudt gratis parterapi og par-kurser i form af PREP-kurser til forældre med børn i alderen 0-18 år. Erfaringerne har været så gode, at andre kommuner tager idéen op.

- Jeg bliver ofte kontaktet af ledere og administrative medarbejdere fra andre kommuner, der vil høre om vores gode erfaringer. Det seneste halve år er interessen steget støt, og i de seneste uger har det virkelig taget fart, fortæller Hanne Bruun Simonsen, der er sundhedsplejerske og tovholder på rådgivningen.

- Det er min fornemmelse, at flere kommuner er blevet inspirerede til at finde penge til en lignende indsats. Fx har Aarhus, Randers og Hedensted kommuner lige fået det på budgettet. Mens Herning allerede har etableret et lignende tilbud.

Læs mere om gratis parterapi i Ringkøbing-Skjern Kommune

Gode erfaringer gives videre

- Når de ringer, fortæller jeg om vores erfaringer: At tilbuddet er blevet taget godt imod af borgerne i vores kommune, at det dækker helt normale behov og problemstillinger, som alle par rammes af, og at parrene får værktøjer til at finde deres egne løsninger i deres eget parforhold, siger Hanne Bruun Simonsen.

Fra evalueringer ved hun, at parrene oplever, at det er forløsende, at kunne se tingene fra den andens perspektiv, og at de kommer hinanden nærmere og får ny kærlighed og nærhed i forholdet. En gevinst, der ikke kun kommer de voksne til gode:

- Det smitter af på børnene, som indånder den gode atmosfære i hjemmet, siger Hanne Bruun Simonsen, der også har fået en henvendelse fra en universitetsstuderende, der er interesseret i at undersøge tilbuddet.

Læs mere om gratis PREP-kurser i Ringkøbing-Skjern Kommune

Stadig tabubelagt at søge hjælp

Selv om et tabu langsomt er ved at blive brudt, er det stadig forbundet med blufærdighed at melde sig til den gratis rådgivning. Parrene kan fx være bange for, at det giver pletter på det billede, omverdenen har af dem.

- Men forskning underbygger, at alle par ryger ind i disse konfliktmønstre, hvor det er klogt at holde ind til siden og få en god snak, ligesom man kører bilen på et værksted til tjek med jævne mellemrum, siger Hanne Bruun Simonsen.

Også for samfundet er der fordele ved, at parrene tager den gode, forebyggende snak. Brudte familier er ikke kun en hård omgang for de implicerede og den nærmeste omgangskreds, men også for kommunekassen, der belastes af større udbetalinger til eksempelvis højere boligydelse og fripladser i institutionerne.

Fakta

Ordningen kører på fjerde år i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Omkring 70 par deltager i Parterapi årligt. Kommunalt budget: 500.000 kr. årligt.

Omkring 36 par deltager i PREP-kursus årligt. Kommunalt budget: 200.000 kr. årligt.

Gifte eller sammenlevende par med børn under 18 år og bopæl i Ringkøbing-Skjern Kommune kan deltage i de gratis tilbud, der både kan bruges forebyggende og reparerende.

Antallet af skilsmisser i Ringkøbing-Skjern Kommune:

2007: 74

2008: 93

2009: 104

2010: 100 (første år med gratis parkurser og parterapi)

2011: 90

2012: 83

2013: 110

I 2013 indførtes nye regler vedrørende separation. På grund af denne regelændring er antallet af skilsmisser i 2013 generelt uforholdsmæssigt højt. Stigningen vurderes af Danmarks Statistik ikke at være retvisende for udviklingen.

 

 

Mest Læste

Annonce