Socialdemokraterne skifter kurs på privathospitaler

Politik

15/03/2016 14:13

Nick Allentoft

Socialdemokraterne støtter regeringens forslag om at sætte behandlingsgarantien ned til 30 dage. Det overrasker SF, sygeplejersker og læger. Det vil forgylde privathospitalerne, give ekstra pres på sundhedsvæsenet og sætte de sygeste patienter bagerst i køen, lyder kritikken.
Når regeringens forslag om kortere behandlingsgaranti tirsdag debatteres for første gang i folketingssalen, vil det møde opbakning fra Socialdemokraterne.   Partiet, der tidligere har været meget kritisk over for brugen af privathospitaler, er positivt indstillet over for lovforslaget, der blandt andet nedsætter behandlingsgarantien til 30 dage og åbner for, at udredningsgarantien giver adgang til privathospitaler.

- Vi har ikke den samme bekymring længere, som vi havde under VK-regeringen, hvor der ifølge Rigsrevisionen var en overbetaling til privathospitalerne. Der er kommet meget mere styr på det. Det helt afgørende er, at der er en fri og lige adgang til vores sundhedssystem. Både når man skal finde ud af, hvad man fejler – og når man skal behandles. Her har vi set nogle markante forandringer de sidste fire år, hvor regionerne er blevet væsentligt bedre til at forhandle de rigtige priser hjem med privathospitalerne og stillet krav til kvaliteten, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Dermed har Socialdemokraterne ikke længere "den samme frygt" for behandlingsgarantien og privathospitalerne, understreger sundhedsordføreren. For et halvt år siden udtalte han ellers til Jyllands-Posten, at de stærke patienter vil kunne udnytte en behandlingsgaranti, mens det vil gå ud over de svageste patienter. Og den bekymring har oppositionspartiet fortsat.   - Det er stadig et område, vi er meget opmærksomme på. Derfor retter vi blikket skarpt imod det. Der må ikke være noget, der giver øget ulighed i sundhedsvæsenet. Hverken geografisk eller social ulighed, siger Flemming Møller Mortensen.   - Vi skal sørge for, at der ikke bliver en øget ulighed, og at priserne er de rigtige, så der ikke sker en overbetaling på privathospitalerne.   Spørgsmål: Hvordan vil I sikre det?   - Det har regionerne de sidste år formået, og det er den primære årsag til, at vi ikke har den samme holdning, som vi havde tidligere.   Kovending skaber vrede Det vil forgylde privathospitalerne, give ekstra pres på sundhedsvæsenet og sætte de sygeste patienter bagerst i køen. Sådan lyder nogle af advarslerne mod regeringens lovforslag om at forkorte behandlingsgarantien til 30 dage. Et lovforslag, som Socialdemokraterne trods årelang modstand mod privathospitaler har tænkt sig at stemme for.

- Det, som Danmark har brug for, er mere støtte til vores alle skammens sundhedsvæsen – ikke til private hospitaler. Deres opbakning til en behandlingsgaranti til gavn for privathospitaler er en erodering af velfærdssamfundet, siger sundhedsordfører Jonas Dahl (SF), 

Lovforslaget åbner også for, at udredningsgarantien giver adgang til privathospitaler. Dermed kommer privathospitalerne i Jonas Dahls optik endnu engang til at "spinde guld på de danske patienter på det offentliges regning".   Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, har forsvaret kursændringen med, at regionerne er blevet bedre til at lave gode aftaler med privathospitalerne, så både pris og kvalitet er i orden. Men hans partifæller i netop regionerne er skeptiske. Regionsformændene i henholdsvis Hovedstaden og Nordjylland, Sophie Hæstorp Andersen og Ulla Astman, advarer i et debatindlæg i Politiken mod lovforslaget.   - Det er en helt forkert måde at bruge vores sundhedskroner og vores sundhedspersonale på i en tid, hvor vi blandt andet diskuterer, om vi har råd til ny og dyr medicin, skriver de.   - Vi er bekymrede for, at lovændringen vil betyde, at andre patienter bliver skubbet til side i forhold til behandling af mindre skavanker.   Den bekymring deler Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen. I en mail til Ritzau udtaler hun:   - Det er positivt, at der er et bredt politisk fokus på at styrke patienternes rettigheder i sundhedsvæsenet, men vi er kritiske over for at indføre en ensartet garanti uden skelen til, hvorvidt nogle sygdomme er mere alvorlige end andre.   Også formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing kalder det en "ærgerlig udvikling". En differentieret behandlingsgaranti, som vi kender den, sikrer, at de mest syge behandles først, skriver han på Twitter.   Regeringens lovforslag førstebehandles i folketingssalen tirsdag eftermiddag.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce