Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen får overrakt protest underskrifter mandag 16. dec.

Socialkrise: Mette F. åbner døren

Politik

16/12/2013 13:30

Nick Allentoft

Mandag eftermiddag tager beskæftigelsesminister Mette Frederiksen personligt imod en gruppe syge borgere fra den sociale modstandsbevægelse. De vil overrække flere tusinde underskrifter fra borgere, der efterlyser anstændig sagsbehandling og opgør med kommunal kassetænkning.

De har råbt - og nogle skreget - panisk. De har demonstreret, skrevet breve til alt fra sagsbehandlere,  kommunalpolitikere og borgmestre over ministre og folketingsmedlemmer samt medierne. Gennem det seneste år er frustrationerne med reformerne af beskæftigelsesområdet blevet større og større hos flere og flere.

Socialkrisen har bidt sig fast som et symbol på fundamentale forandringer af velfærdssystemet.  Under kommunalvalget blev socialkrisen sat på dagsordenen i flere kommuner. Fredericia, Vejle, Kolding, Aalborg, Slagelse, Svendborg, Næstved og mange flere kommuner havde lokale selvstændige aktioner, der tvang politikerne til at forholde sig til krisen. Nu åbner beskæftigelsesminister Mette Frederiksen også døren for den sociale modstandsbevægelse.

“Vi skrev for flere uger siden, om der var mulighed for at overrække beskæftigelsesministeren flere tusinde indsamlede underskrifter, og fik forleden besked om, at Mette Frederiksen gerne vil tage imod os. Det er vi taknemmelige for,” fortæller initiativtageren til underskriftindsamlingen, Rie Grenaa.

 

Begyndte som undersøgelse

Mandag den 16. december tager beskæftigelsesministeren imod en gruppe fra aktion “Syg i Danmark” som de seneste måneder er etableret i hver tredie kommune, og som stod bag demonstrationer i 13 byer under kommunalvalget.

Underskrifterne er indsamlet i løbet af fire måneder. Det begyndte med, at Rie Grenaa greb sine frustrationer over systemet konstruktivt an. Da mange udsatte og syge borgere er godt organiseret på Facebook, kunne hun ret hurtigt handle aktivt på en konkret ide.

“Jeg er med i gruppen ‘Sygdomsramte kræver anstændig sagsbehandling’, og der spurgte jeg for nogle måneder siden brugerne, hvilke ting de synes, er vigtigst at få ændret,” fortæller Rie Grenaa.

Over en periode på 3 uger indløb en række forskellige forslag og tanker fra borgere.
Det begyndte hurtigt at ligne indhold til nogle helt konkrete forslag og krav, og Rie Grenaa tog nu affære.

“Jeg lavede et sammenskriv af alle de input, jeg fik. Så opstillede jeg nogle konkrete forslag og krav og satte en underskriftindsamling i gang,” fortæller Rie Grenaa.

Essensen af kravene er, at sagsbehandlingen skal være ordentlig og anstændig, at borgeren skal inddrages, lovgivningen overholdes og ny lov laves, så kassetænkningen ændres, og der kommer balance mellem økonomiske hensyn og basale menneskelige hensyn.

“Sådan er det desværre ikke i dag, og vi kan jo se fra masser af konkrete oplevelser og eksempler, at reformerne har kørt kommunerne op i et hjørne, og borgerne bare bliver brikker i spareøvelser og tal i bureaukratiet. Det er simpelthen ikke rimeligt,” mener Rie Grenaa.

 

Borgerinddragelsen sørgede borgerne selv for

Den oprindelige indsamling af forslag udviklede sig, fordi Rie Grenaa kom i dialog med borgere fra hele landet, og blev mere og mere chokeret over situationen.

“Jeg kunne se, at der er et mønster, hvor borgerne bliver klemt og ofte får det værre og værre. Det kan jo ikke være i nogens interesse, når selv ressourcestærke mennesker langsomt køres ned af systemet, fordi det kun har fokus på at opfylde reformer og bureaukrati,” fortæller Rie.

Det ene førte det andet med sig, og i løbet af sensommeren udviklede den frivillige indsats sig. Rie Grenaa tog sammen med andre aktive borgere initiativ til gruppen ‘Aktion syg i Danmark’.

“Formået var at få gang i aktioner af forskellig art rundt i landet. Gruppen bygger på de input, jeg fik til underskriftindsamlingen, men rent praktisk inviterede jeg fra start cirka 35 medlemmer, som jeg havde udvalgt, fordi de var aktive på Facebook med at tale sygdomsramtes sag,” fortæller Rie Grenaa.

I løbet af 3-4 uger klargjorde gruppen en skitse til demoer ved jobcentre landet over og forberedte materiale som eksempelvis foldere, bannertekster, opslag og pressemeddelelse.

“Så åbnede vi gruppen og gik ud i så godt som alle FB-grupper for sygdomsramte og inviterede indenfor. Vi opfordrede til dannelse af lokale grupper, der skulle stå for lokale demonstrationer den 14. november for at råbe politikerne op,” fortæller Rie Grenaa.

Det lykkedes for gruppen at få 13 demonstrationer op at stå i den uge, og en af de politikere, der lagde øre til borgerne, er byrådsmedlem Steen Wrist Ørts i Fredericia. Han blev chokeret over de historier, han hørte.

“Langt størsteparten af de her mennesker, er helt fornuftige almindelige danskere, der holder fast i et håb om, at de bliver raske. Men jeg må indrømme, at deres historier fortæller om en råddenskab i systemet, som gør borgere mere syge,” fortæller Steen Wrist Ørts.

 

Mobilisering og organisering

Siden aktionerne under valgkampen har gruppen fortsat arbejdet med mobilisering, og der er nu næsten 550 medlemmer i hovedgruppen, hvor man koordinerer og planlægger indsats. Den sociale modstandsbevægelse er med andre ord ved at slå rødder.

“Vi har nu “Aktion syg i X-by” grupper i over en tredjedel af landets kommuner. Vi har også samlet ideer  ind til nye aktioner. I øjeblikket sendes der hver dag kalendergaver til Folketingets medlemmer og flere ministerier samt i 6-7 byer også til byrådene. Det er korte beretninger om de lovbrud, sygdomsramte har oplevet i de forskellige kommuner, og jeg kommenterer med lovteksten,” fortæller Rie Grenaa.

Det er ikke småting, der fortælles i kalendergaverne.

“Historierne spænder fra angreb på ytringsfriheden til manglende sagsbehandling, fra gentagne
arbejdsprøvninger og lægeundersøgelser til ulovligt ophør af sygedagpenge,” fortæller Rie Grenaa.

Mandag eftermiddag tager beskæftigelsesministeren så personligt imod.

“I slutningen af november fik Rikke Noack Skivild fra ‘Aktion syg i København’ den ide
at bede om lov til at overrække underskrifterne til beskæftigelsesministeren. Stik mod mine forventninger har ministeren nu meldt tilbage, så vi er meget spændte på, hvordan vi bliver modtaget på mandag,” siger Rie Grenaa.

 

Mest Læste

Annonce