Sophie Løhde: Lægemiddelområdet skal have større opmærksomhed

Politik

11/08/2015 14:00

Nick Allentoft

Regeringen vil opprioritere lægemiddelområdet til gavn for medicinalindustrien og genopretter Lægemiddelstyrelsen som en selvstændig styrelse.
Efter at have været en del af Sundhedsstyrelsen i godt fire år bliver Lægemiddelstyrelsen nu igen en selvstændig styrelse.   Regeringen har nemlig besluttet at udskille de afdelinger i den nuværende Sundhedsstyrelse, som bl.a. godkender kliniske lægemiddelforsøg og markedsføring af ny medicin i Danmark. 

             Læs mere om de nye styrelser og ændringer

"Vi har lyttet til medicinalindustrien, der bidrager betydeligt til dansk eksport, og har besluttet, at Lægemiddelstyrelsen skal genetableres som en selvstændig styrelse", siger Sophie Løhde og fortsætter:   "En styrelse, der kan spille en mere aktiv rolle i det europæiske samarbejde på lægemiddelområdet og tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, som både kan kontrollere medicinalvirksomhederne og give dem kompetent faglig rådgivning. For det er der brug for, så Danmark også i fremtiden kan være med helt fremme inden for lægemiddelområdet".      Sundheds- og ældreministeren forventer også, at oprettelsen af Lægemiddelstyrelsen, der blev lagt sammen med Sundhedsstyrelsen under den tidligere regering i marts 2012, vil have betydning for sagsbehandlingstiderne for godkendelse af lægemidler:    "Den nye styrelse kan koncentrere sig om arbejdet med lægemidler og ikke alt muligt andet, og det vil helt naturligt give lægemiddelområdet et større ledelsesmæssigt fokus. Og det forventer jeg blandt andet vil betyde, at sagsbehandlingstiderne for godkendelse af lægemidler forbedres."   Den nye Lægemiddelstyrelse forventes at være en realitet ved årsskiftet 2015/2016.

Mest Læste

Annonce