Stadigt flere danskere lever med en hjertesygdom

Velfærd

02/04/2014 09:19

I 2020 vil der være op mod en halv million hjertepatienter, hvilket er det højeste tal nogensinde.

Næsten dobbelt så mange lever i dag med en hjertekarsygdom i forhold til, hvor mange, der lever med kræft. Det viser en ny analyse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed for Hjerteforeningen.

430.000 danskere har i dag overlevet og lever med en hjertekarsygdom. Det er det højeste antal nogensinde og en stigning på 10.000 siden seneste opgørelse.

Stigningen vil fortsætte, så tallet i 2020 vil ligge på 480.000 danskere, ifølge en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed.

Tallene understreger ifølge Hjerteforeningens formand i høj grad behovet for en målrettet forebyggelses- og rehabiliteringsplanlægning hos regioner og kommuner.

- Dødeligheden af hjertekarsygdomme er ganske vist faldet markant i de sidste 20 år. Men selvom en patient har overlevet, er det langt fra givet, at livet kan leves som før, siger formanden, overlæge, dr. med. Henrik Steen Hansen.

- Hjertekarsygdomme medfører i mange tilfælde betydelig invaliditet og nedsat livskvalitet. Derfor er det meget vigtigt at fortsætte den livsvigtige forskning i forebyggelse og diagnosticering og ikke mindst at sikre systematisk efterbehandling blandt hjertepatienterne.

Diagnoserne forkammerflimren og iskæmisk hjertesygdom, såsom en blodprop i hjertet, rammer flest danskere.

Men de største stigninger ses blandt patienter med forkammerflimren og hjerteklapsygdomme. Fra 2002 til 2011 steg antallet af forkammerflimren med 25 procent, mens stigningen var på 55 procent for nye tilfælde af hjerteklapsygdomme. Stigningen vil fortsætte, fordi der bliver stadigt flere ældre, og risikoen for hjertekarsygdom stiger med alderen.

46.000 danskere rammes om året af hjertekarsygdomme.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce