Stærkt kandidatfelt dyster om CSR People Prize

Ledelse

06/07/2015 14:08

Jakob Rom Johansen

Der bliver hård konkurrence om at vinde årets udgave af CSR People Prize. Ialt 130 virksomheder i alle størrelser er indstillet til prisen, som uddeles ved CSR Awards i Vejle til oktober.
Hele 130 virksomheder er i år med i kandidatfeltet til CSR People Prize, og dermed bliver der hård kamp om prisen. Vinderne afsløres og hædres til CSR Awards, der i år finder sted 7. oktober i Vejle.   Det er VFSA Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, som står bag CSR People Prize, der går til virksomheder, der tager et særligt socialt ansvar.   Det store kandidatfelt tæller både helt små virksomheder og store koncerner. Ligeledes fordeler virksomhederne sig på vidt forskellige brancher som fx ældrepleje, detailhandel, produktion og meget andet.   ”At vi får et så stort og mangfoldigt kandidatfelt viser for mig, at CSR og socialt ansvar er for alle virksomheder uanset brancher, og uanset om man er offentlig eller privat. Det er simpelthen en naturlig del af mange virksomheders drift, at man tager et socialt ansvar,” siger Sven A. Blomberg, viceordførende direktør i Jyske Bank og formand for VFSA.   To vindere af CSR People Prize Når CSR People Prize bliver uddelt 7. oktober, vil der være to virksomheder om at dele æren, da prisen uddeles i to kategorier. Dels til en virksomhed med færre end 100 ansatte, dels til en virksomhed med flere end 100 ansatte.   Sidste år vandt transportvirksomheden Arriva de store virksomheders pris, mens den nordjyske stålvirksomhed Scaniro løb med prisen for de små virksomheder.   Jobcentre og virksomheder i fælles parløb Under CSR Awards er VFSA desuden vært for en særlig sideevent, der sætter fokus på professionelle partnerskaber mellem virksomheder og jobcentre. Nye reformer på beskæftigelsesområdet kalder på langt tættere samarbejde mellem de to parter i bestræbelserne på at få flere ind på arbejdsmarkedet.   På VFSA’s sideevent præsenteres modeller for, hvordan virksomheder og jobcentre kan indgå professionelle partnerskaber til gavn for virksomheden, den ledige og for samfundet.   Internationale CSR-kapaciteter gæster CSR Awards Til CSR Awards, som er en fejring af alle de danske virksomheder, som kombinerer samfundsansvar og forretning, bliver CSR People Prize uddelt sammen med en række andre priser.   Foruden prisuddelingen er CSR Awards også en konference, som får prominent besøg af talere fra ind- og udvalg, som skal inspirere til at tænke CSR på nye måder. Årets talere tæller blandt andre grundlæggeren af cradle-to-cradle-filosofien, William McDonough, LEGO-direktør Jørgen Vig Knudstorp samt Mo Ibrahim, som gennem mange år har arbejdet for god regeringsførelse og ledelse på det afrikanske kontinent.   Hans Kongelige Højhed Prins Joachim overrækker CSR People Prize til vinderne i Spektrum Vejle den 7. oktober.   FAKTA OM CSR PEOPLE PRIZE OG CSR AWARDS:
  • VFSA har i over femten år arbejdet for at indsluse og fastholde socialt udsatte på arbejdsmarkedet. Det gør vi blandt andet ved at uddele den prestigefyldte hæderspris CSR People Prize.
  • Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig social indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
  • Med deres historier kan vi inspirere andre virksomheder til at tage små og store skridt inden for virksomhedernes sociale ansvar.
  • CSR People Prize bliver, sammen med en række andre priser inden for CSR området, overrakt ved det store CSR Awards 2015, der afholdes den 7. oktober i Vejle. CSR Awards er arrangeret af CSR Fonden, og VFSA er en stor, strategisk samarbejdspartner for fonden. 
  • Læs mere om CSR Awards på www.csrfonden.dk og www.vfsa.dk.
  FAKTA OM VFSA:
  • VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar står bag prisen, der er en del af VFSA’s samlede strategi for at sætte socialt ansvar på dagsordenen og rådgive beskæftigelsesministeren om emnet. 
  • VFSA består af en række danske erhvervsfolk fra de største danske virksomheder. Medlemmerne er alle personligt udpeget af beskæftigelsesministeren.
Sven A. Blomberg, formand for BRF kredit og viceordførende direktør i Jyske Bank, er formand for VFSA, mens de øvrige medlemmer tæller ledere fra bl.a. Falck, Grundfos og ISS.

Mest Læste

Annonce