Støjberg: Vi holder os inden for konventionerne - men et tæt på kanten

Politik

24/11/2015 13:46

Nick Allentoft

Et opgør med konventionerne er ikke nødvendigt for at stramme udlændingeregler, mener integrationsminister, der dog erkender at nye familiesammenføringsregler er tæt på kanten.
Regeringen er bevidst om risikoen ved at forlænge ventetiden for familiesammenføringer til tre år. Står det til regeringen, skal flygtninge, der ikke er individuelt forfulgte men flygtet fra for eksempel borgerkrigen i Syrien, vente op til tre år, før de kan få deres familie til Danmark.   Dermed balancerer Danmark på kanten af internationale konventioner, og det er ikke uden risiko, erkender integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V).   - Det, vi har lagt på bordet, holder sig inden for konventionernes rammer, og sådan ser jeg umiddelbart også, at det skal være, siger hun på vej ind til forhandlinger om næste runde af udlændingestramninger.

Dansk Folkeparti slår i dagens udgave af Berlingske til lyd for at omskrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men Støjberg vil gerne høre DF's forslag fra andet end aviserne, før hun kommenterer det nærmere, siger hun. 

Læs også: DF vil ændre konvention for at kunne udvise kriminelle

 

- Det, vi har lagt på bordet, holder sig inden for konventionerne, omend vi godt er klar over, at på familiesammenføringsområdet er vi på kanten, siger hun.   Da den tidligere SR-regering for et år siden strammede de samme regler, så krigsflygtningene skulle vente et år på familiesammenføring, forlød det ellers, at et års ventetid var så langt, konventionerne kunne strækkes.   - På det punkt kan reglerne siges at være strammet så meget, som det er muligt inden for konventionerne. Det er i hvert fald Justitsministeriets vurdering, og det er det, vi lægger til grund for vores lovforslag, sagde daværende justitsminister og nuværende S-partiformand Mette Frederiksen under Folketingets spørgetid dengang.   Støjberg erkender, at konventionernes rammer nu testes så meget, at der er en risiko for at "nogle" vil mene, at Danmark går over stregen. Hvad der har fået Justitsministeriets jurister til at skifte syn på konventionerne, ønsker hun ikke at svare på.   Og selvom hun ikke ønsker at fortælle, hvilke advarsler hun har fået fra regeringens jurister - om nogen - så lægger hun ikke skjul på, at der er en risiko forbundet med de nye regler.   - Jeg ved, at der er en procesrisiko i det her, men jeg er villig til at løbe den risiko, for jeg mener, at det er af så afgørende betydning, at vi får strammet op omkring familiesammenføring, siger hun.   Støjberg ønsker ikke at uddybe nærmere, hvad hun mener med procesrisiko, men generelt er det et ord, der bruges i juridisk sammenhæng for at betegne det forhold, at begge parter i en retssag risikerer at tabe.   Umiddelbart ser det ud til, at regeringen godt kan skaffe sig flertal for at stramme reglerne. Samtlige partier, der er med i forhandlingerne, ser positivt på det.   - Vi forhandler alt det, der ligger på bordet. Vi er i en helt særlig situation, og det kræver nogle helt særlige svar, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce