Støjbergs ministerium ændrer praksis efter Paposhvili-dom

Social

10/04/2018 12:00

Simon Bülow

Syge udlændinge kan ved en fejl være blevet sendt ud af Danmark. Ministerium justerer nu sin praksis.
Udlændinge- og Integrationsministeriet ændrer nu praksis i kølvandet på Paposhvili-dommen, hvor ministeriets håndtering er kommet i mediernes søgelys.   Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har erkendt, at hendes ministerium var for langsomt til at rette ind efter dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.   Ifølge Ombudsmandens oplysninger er nogle sager blevet behandlet forkert, og syge udlændinge kan fejlagtigt være sendt ud af Danmark.   Ministeriet skal fremover gå længere for at sikre sig, at en udvist udlænding har adgang til at modtage behandling.    Det fremgår af et tillæg til en redegørelse om humanitær opholdstilladelse. Tillægget er mandag blevet sendt til Folketinget i kølvandet på et tidligere samråd med ministeren.   Ved vurderingen af adgangen til behandling skal der ses på omkostninger, socialt og familiært netværk samt afstand.   - Der vil være en høj tærskel for, hvornår behandling ikke anses for faktisk tilgængeligt og vil skulle vurderes fra sag til sag ud fra de konkrete omstændigheder i sagen, lyder det i tillægget.   Paposhvili-dommen gav en alvorligt syg georgisk mand medhold i, at Belgien ikke kunne udvise ham, selv om han var kriminel. Dommen betyder, at også Danmark skal rette ind.   Men det gik der for lang tid med, har ministeren erkendt.   Folketingets Ombudsmand har bedt ministeriet svare på, hvordan det vil rette op på situationen og sikre sig, at en lignende situation ikke opstår.   De danske myndigheder har ledt efter alvorligt syge udlændinge, som er blevet udsendt af Danmark formentlig i strid med dommen.   På det seneste samråd oplyste ministeren, at Danmark fortsat leder efter en alvorligt syg.   Udlændinge- og Integrationsministeriet har været i direkte kontakt med fem af de otte personer, som er udsendt, og fundet adressen på to andre.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce