Sammen med regeringen har Dan Jørgensen en målsætning om, at 60 procent af alle de måltider, der bliver serveret i daginstitutioner, på hospitaler og andre offentlige virksomheder, skal være økologiske inden 2020.

Stor folkelig opbakning til offentlig økologi

Bæredygtighed

17/03/2014 13:33

Freja Eriksen

Otte ud af ti forbrugere går ind for mere økologi i de offentlige køkkener. Et flertal ville også støtte økologien, selv hvis måltiderne blev lidt dyrere, viser ny undersøgelse.

Hver dag serverer det offentlige Danmark omkring en halv million måltider. Og når børnehaverne serverer frokost for de små, eller når de gamle på plejehjemmet skal have aftensmad, så mener næsten fire ud af fem forbrugere, at måltiderne bør være økologiske. Det viser en ny undersøgelse, som forskningsenheden MAPP, Aarhus Universitet, har lavet for Fødevarestyrelsen. 

”Det er positivt, at så mange bakker om vores økologiske projekt”, siger fødevareminister Dan Jørgensen. Sammen med regeringen har han en målsætning om, at 60 procent af alle de måltider, der bliver serveret i daginstitutioner, på hospitaler og andre offentlige virksomheder, skal være økologiske inden 2020. 

”Når 700 offentlige køkkener og private spisesteder i dag har et økologisk spisemærke, dokumenterer det, at der er vilje til at bakke op om økologien, også hos dem der knokler ude ved komfurerne”, siger Dan Jørgensen. 

De seneste års finanskrise har tilsyneladende ikke påvirket danskernes syn på økologi. 60 procent af de adspurgte vil også acceptere at det bliver op til fem procent dyrere, hvis regeringens handlingsplan om mere økologi i de offentlige køkkener bliver gennemført. Størst er appetitten på økologi hos kvinderne, byboere, unge og folk med høj indkomst og længere uddannelser, viser spørgeskemaundersøgelsen fra Århus Universitet.

I dag overrakte fødevareminister Dan Jørgensen flere end 85 økologiske spisemærker i enten guld, sølv eller bronze til storkøkkener og spisesteder - både offentlige og private på fødevaremessen Food Expo i Messecenter Herning. 

Fakta om rapporten
Rapporten er baseret på en web-baseret spørgeskemaundersøgelse, hvori forbrugernes kendskab, forståelse, holdninger og værdier til økologi i de offentlige køkkener blev afdækket. I alt gennemførte 1000 respondenter spørgeskemaet. 

Læs rapporten her.

Fakta om økologi
Det røde Ø-mærke er det mest kendte fødevaremærke i Danmark. Mærket blev indført i 1989 og er kendt af 98 procent af forbrugerne. 

Fakta om økologisk spisemærke
De økologiske spisemærker er et statskontrolleret bevis på, at spisestedet satser på økologi. Mærket viser andelen af indkøbte økologiske føde- og drikkevarer på spisestedet.

Mest Læste

Annonce