Stor it-opdatering på skolerne skaber grundlaget for fremtidens digitale læringsmiljø

Velfærd

03/11/2014 18:23

Suleman Haider

De seneste tre år har folkeskolerne i Helsingør Kommune profiteret af de massive it-pædagogiske investeringer, som skolevæsenet foretog i 2010-2011. Trådløst internet, interaktive tavler og netbooks har i kombination med efteruddannelse af lærere og pædagoger skabt grundlaget for en gennemgribende digital udvikling af skolerne. I dag er it-understøttelse af undervisningen en helt naturlig del af elevernes dagligdag.

Men den teknologiske udvikling går stærkt. Og allerede nu er det nødvendigt med en større opgradering af it-infrastrukturen på skolerne. Hen over efteråret bliver skolernes trådløse internet forstærket og i nærmeste fremtid - når de enkelte skoler er klar - får alle elever uden omkostninger for hjemmet tilbudt fem Office-pakker til både deres skole-pc og egne digitale enheder. Desuden vil alle elever få mulighed for at downloade Office-programmer til fem mobile enheder, tablets og smartphones. Senest ved årsskiftet får alle medarbejdere, der underviser, adgang til de samme muligheder. Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Christian Holm Donatzky (R) begrunder behovet for en opgradering:

 - Elever og medarbejdere skal klædes på med ordentligt it-udstyr. Teknikken skal virke, så pædagogikken kan få lov at leve digitalt. Det motiverer til den nytænkning og innovation, vi gerne vil have på skolerne.

Helsingør Kommune har indgået en aftale med Microsoft om adgang til online-tjenesten Office 365. Aftalen giver ikke alene eleverne adgang til at installere den professionelle kontorpakke Office på deres egne enheder, men åbner også for sikker og annoncefri produktion og samarbejde ’i skyen’, som kaldes for Helsingør Skolesky. Skoleleder Karl Sinding fortæller om baggrunden for aftalen:

 - Brugt i undervisningen giver it-programmerne adgang til et digitalt læringsmiljø, som stimulerer de fagligheder og kompetencer, vi gerne vil fremme, fx samarbejde, kommunikation og kreativitet. Vi stiller digitale produktionsværktøjer til rådighed, så medarbejderne kan planlægge undervisningen med eleverne i rollen som aktive deltagere i læringsprocessen. 

Mest kendt i Office-pakken er nok de professionelle programmer som Word, Excel og PowerPoint. I Office 365 fungerer programmerne både online og offline. Det betyder, at elever og medarbejdere kan arbejde sammen uafhængigt af tid og sted. Skoleleder Karl Sinding uddyber:

 - Eleverne skal have de samme digitale redskaber som de voksne. Skolen er deres arbejdsplads, og hvis vi forventer at de skal yde en indsats må vi også sørge for, at rammerne er i orden. Rammerne i fremtidens skole skal være fleksible. Derfor satser vi på en åben, men sikker platform til eleverne.

Alle elever får besked fra skolen, når deres computere er klar til at gå på Helsingør Skolesky og installere Office2013.

 

Mest Læste

Annonce