Socialdemokratiet i Nordjylland vil forsøge sig med frie sygehuse. Foto: Shutterstock
Socialdemokratiet i Nordjylland vil forsøge sig med frie sygehuse. Foto: Shutterstock

Socialdemokratiet vil have frie sygehuse

Sundhed

19/07/2022 10:50

J. Bøgen

Ønsket er mere selvstyre og mindre binding til centrale regler og organiseringsformer på de nordjyske sygehuse.

Står det til Socialdemokratiet i Nordjylland, skal mindst et sygehus i landsdelen sættes fri.

Det skal forstås på den måde, at Socialdemokratiet vil have et eller flere sygehuse i en forsøgsordning, hvor kravene om dokumentation er mindre, og der generelt er mere frihed for personalet.

Det skriver TV 2 NORD.

Baggrunden for forslaget er problemerne med at skaffe nok medarbejdere.

Forslaget er som sådan ikke nyt, idet Nordjyske allerede i november 2021 omtalte ideen. Avisen beskrev forslagets hovedpunkter:

  • Regionsrådet skal sætte de overordnede rammer for forsøget

  • Sygehusene kan søge om status som frisygehus.

  • Regionsrådet behandler ansøgningerne og udpeger et eller flere sygehuse

  • Forsøget løber i mindst tre år og evalueres hvert år.

  • Erfaringerne udbredes løbende til de øvrige sygehuse.

Sygeplejeskerne jubler

Caroline Kronborg Grøn, der er kredsnæstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, bifalder forslaget:

"Det, synes jeg, lyder rigtig fornuftigt. Det er også det, der er blevet råbt om i rigtig, rigtig lang tid. Sygeplejerskerne på gulvet vil gerne have noget mere indflydelse på deres hverdag og deres dagligdag, i stedet for diverse regler bliver trukket ned over hovedet på dem," hun til TV 2 NORD.
   
Men friere hænder er ikke nok Caroline Kronborg Grøn mener også, at der er behov for en større tilførsel af ressourcer til sundhedsvæsnet, hvis det virkelig skal batte.

Forslaget er stadig i sin spæde fase, men efter sommerferien vil Socialdemokratiet tage det med til budgetforhandlingerne:

"Vi starter ud med et enkelt sygehus eller to og prøver at starte det op og lade det brede sig derfra. Så kigger vi på det og evaluerer det en gang om året for at se, hvad virker og hvad ikke," siger politisk ordfører i regionsrådet Ulla Astman (S) til TV 2 NORD.

Mest Læste

Annonce