Tandklinik og bibliotek som nye lærerrum

Velfærd

07/04/2014 14:43

Nick Allentoft

Flere skoleledere mener, at de fysiske rammer på skolerne er den største udfordring for heldagsskolen. På flere skoler har de dog kreative løsninger klar.

En nedlagt tandklinik kan være et udmærket sted at rette danskstile eller forberede undervisning i.

Det mener man i hvert fald på Ravnsholtskolen i Allerød i Nordsjælland. Her er man i fuld gang med at finde arbejdspladser til lærerne i forbindelse med den nye heldagsskole.

- Vi har valgt at udnytte vores tomme tandklinik til at lave en stillezone, hvor lærerne i fred og ro kan arbejde, siger afdelingsleder Tine Junge Nielsen til Ritzau.

Lærerne kan efter sommerferien ikke længere gå hjem og forberede sig. Det betyder, at de skal have en arbejdsplads på skolen, hvor de kan forberede undervisningen.

Skolelederne er dog bekymrede over de fysiske rammer på skolerne.

Faktisk peger hver fjerde skoleleder på de fysiske rammer som den største hindring for, at folkeskolereformen kan føres ud i livet.

Det viser en undersøgelse fra ingeniørvirksomheden Kuben Management, som er foretaget blandt 200 skoleledere fordelt på hele landet. 

Ritzau har været i kontakt med fem kommuner forskellige steder i landet, som har aftaler med arkitekter og byggevirksomheder om at ombygge skolerne.

Pengene til de enkelte skoler er dog begrænsede, og derfor er der ikke plads til store armbevægelser i skolebyggerierne.

Allerød Kommune har afsat omkring 850.000 kroner til hver enkelt skole i kommunen. 

På Ravnsholtskolen har det været en udfordring at bygge lærerarbejdspladser med forholdsvis få penge mellem hænderne. 

Afdelingsleder Tine Junge Nielsen er dog fint tilfreds med skolens byggeplan, hvor lærerne deler arbejdspladser ud fra hvilket klassetrin, de underviser i.

- Det er lykkedes meget godt i forhold til, hvor få penge der er afsat. Der er lige akkurat penge nok til, at vi kan banke nogle vægge ned. Der er ikke nok til en stor ombygning, siger hun.

Arkitekt- og ingeniørfirmaet Bascon har rådgivet flere skoler om, hvordan de skal gribe udfordringerne an. De har blandt andet hjulpet skolerne med at udnytte tomme lokaler på en ny måde.

- Mange af elevernes grupperum står tomme, og de kan sagtens laves om til kreative arbejdspladser, siger afdelingsleder i arkitektrådgivning hos Bascon, Ulla Kjærvang.

Hun råder især skolerne til at bevæge sig væk fra tankegangen om, at arbejdspladsen er et bord og en stol.

- Den nye skolereform byder på en helt ny hverdag for lærerne. Derfor skal arbejdspladserne indrettes efter, at lærerne både kan arbejde selvstændigt og i grupper, siger hun.

Derudover skal der være et afslappet miljø, hvor lærerne kan holde pause og tale med andre kolleger, slår Ulla Kjærvang fast.

Og netop disse idéer har Gandrup Skole i Nordjylland taget til sig. Her forvandler man halvdelen af skolens store bibliotek til et stort arbejdsmiljø for lærerne. 

- Vi laver et åbent kontorlandskab, hvor lærerne både kan arbejde selvstændigt og sammen med andre. Derudover vil der være sofagrupper, hvor lærerne eksempelvis kan læse en roman til undervisningen, siger skoleleder Carsten Søndergaard. 

Derudover vil skolen udnytte de tomme mødelokaler og forvandle dem til stillerum, hvor lærerne i fred og ro kan arbejde. 

Gandrup Skole regner med, at ombygningen vil koste 500.000 kroner.

 

Mest Læste

Annonce