Thomas fik metallåge i hovedet: Hjernerystelse afvist som arbejdsulykke

Velfærd

07/12/2017 12:01

Nick Allentoft

Over 25.000 danskere er siden 2014 er blevet afvist, når de har meldt en ulykke til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Fagbladet 3F fortæller her en af historierne.

Det er onsdag morgen i september 2016. Den dengang 27-årige Thomas Johannesen er lige mødt på arbejde i trælasthandlen i Præstø og i gang med at fylde en lastbil op med træ.

Han har gjort det tusind gange før, så det er en selvfølge, at lastens følgeseddel skal lægges op i førerhuset. Den skal bare lige hentes i opbevaringsrummet på siden af køretøjet. Men lastbilens chauffør har overset Thomas.

- Pludselig sagde det bare ’klonk’, og alt blev helt omtåget i mit hoved, fortæller Thomas Johannesen til Fagbladet 3F.

Lastbilens sidelåge rammer durk lige ned i højre side af Thomas’ hoved. Bagefter får han ’sådan en rigtig slem hovedpine’.

- Det føles som om, der står en mand og bare trykker mig ind i hjernen. Hele mit hoved gjorde bare ondt. Men jeg er jo ikke sådan én, der piver, så jeg bliver på arbejdet vagten ud, siger han.

Og måske er det her, Thomas’ største problem ligger: Han får ikke kvalme, kaster ikke op, men fortsætter med arbejde.

I hvert fald er den tyngende hovedpine, lægens ord for hjernerystelse og et efterfølgende sløret syn, der kom i dagene efter, ikke bevis nok for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Man har nemlig ikke hjernerystelse, hvis man ikke har kvalme eller opkast, og sammenhængen mellem hjernerystelsen og det slørrede syn kan ikke ‘sandsynliggøres’, står der i afvisningen, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.

- Jeg tænkte bare: ‘det kan ikke være rigtigt’. Lægen siger jo, den er gal. Det er som om, myndighederne slet ikke har læst journalen. De er bare gået videre og sagt ‘nej’, den bruger vi ikke, fortæller Thomas Johannesen til Fagbladet 3F.

I de første to uger efter ulykken konstaterer Thomas' læge 'en mild hjernerystelse' og en øjenlæge mener, at det slørede syn, som Thomas nu døjer med, skyldes hjernerystelsen og manglende hvile.

14 dage efter ulykken anmelder han sin skade.

Afvisningen får han i juli 2017. Ti måneder efter han fik en låge i hovedet.

Thomas på 28 år er dermed blandt de mere en 25.000 danskere, der siden 2014 er blevet afvist, når de har meldt en ulykke til AES.

- Jeg mener ikke, jeg er blevet ordentligt behandlet. Jeg synes, det er uretfærdigt, at de ikke vil anerkende min arbejdsulykke, siger han.

Thomas har sammen med sin sagsbehandler fra 3F Sydsjælland klaget afgørelsen. Så i dag kan Thomas kun håbe på, at Ankestyrelsen vil godkende hans sag og anerkende den. Han kan forvente svar om små ni måneder, har han fået at vide.

- Ventetiden er det sværeste. Jeg går bare rundt og er nervøs. Det er lidt uoverskueligt lige nu. Jeg kan ikke tænke så langt, men jeg håber bare, de vil anerkende den, siger Thomas.

 

OM Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) blev etableret 1. juli 2016 og er en sammenlægning af det tidligere Arbejdsskadestyrelsen og dele af det tidligere Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Sammenlægningen har ikke betydning for vores behandling af arbejdsskader, private erstatningssager og øvrige sager.

 

Mest Læste

Annonce