Thorning nedtoner behov for reformer

Politik

15/06/2015 23:56

Suleman Haider

Statsminister Helle Thorning-Schmidt nedtonede mandag behovet for omfattende økonomiske reformer under sin godt 700 kilometer lange bustur gennem landet.

Jo, hun vidste det skam udmærket godt, kioskdamen i Kvickly i Hobro:

Statsminister Helle Thorning-Schmidt stod lige udenfor, ude i Adelgade, som led i sin to dage lange rundtur i Danmark, der skal forsøge at vride en sejr ud af den - i hvert fald i meningsmålingerne - helt lige valgkamps slutspil.

- Og ham Johannes Langkilde (journalist på DR, red.) er der også, tilføjede hun, denne gang ledsaget af et umisforståeligt smil.

Men selvom kioskdamen lod kunder være kunder og gik ud og tog opstilling foran butikkens glas-skydedør ud til Adelgade, så fik hun i første omgang ikke Thorning at se.

For som i så mange andre af de i alt 12 byer, som statsministeren lagde vejen forbi, så var hun pakket godt og grundigt ind i fotografer, journalister og ikke mindst de mange levende papskilte-holdere, som politiske ungdomsorganisationer fra især Socialdemokraterne, men også Venstre havde udstationeret langs ruten.

Da statsministeren trillede ud på sin turné søndag, var det også et forsøg på - efter flere dages asyl- og indvandrerdebat - igen at dreje valgkampen ind på det, der gav medvind i startfasen, nemlig velfærd.

Den slags var der ganske vist ikke oceaner af tid til at diskutere med dem, der lagde vejen forbi det hvirvlende fægteri med papskilte.

Det blev til visitter af 15-20 minutters varighed, og særligt i Viborg havde de fremmødte parti-tropper desuden smurt stemmebåndene gevaldigt og miksede "Når jeg ser et rødt flag smælde" med hjemmebryggede vers om nulvækst, tilsat en del "lålå-lålålå".

Noget velfærd blev der dog snakket på turen. Om ikke andet så i pressen, efter at regeringens støttepartier, Enhedslisten og SF, mandag forsøgte at få Thorning til at fortælle, hvor hun vil lave reformer, hvis comebacket bliver en realitet.

Men statsministeren returnerede reform-offensiven fra den øvrige del af den røde blok ved straks at nedtone behovet for store reformer for at få landets økonomi til at hænge sammen.

- Vi har lagt en økonomisk plan frem som sikrer, at vi år for år kan bruge tre milliarder kroner mere på vores velfærd. Og det er ikke betinget af nogen som helst former for reformer, for vi har sikret at pengene er der, lød det fra statsministeren, inden hun drog videre til den næste lydkulisse.

Efter en noget tøvende start begyndte Venstres tropper efterhånden at vågne op og lægge vejen forbi Thornings kortege for at bryde det røde hyldestbillede med deres blå skilte og balloner.

Og først i det jyske kom der for alvor lidt skub i sagerne fra Thornings modstandere.

Men om de omkring 700 kilometer - og mindst lige så mange "selfier" - på turen fra København over Nakskov til finalen i Aalborg har bragt Thorning tættere på at gennemføre sit comeback, der på forhånd så næsten umuligt ud, er naturligvis hvermands gæt.

Tilbage foran Kvickly i Hobro havde det værste klumpspil omkring statsministeren efterhånden lagt sig nok til, at kioskdamen fik set hovedpersonen.

- Hun er lige så høj, som jeg havde forestillet mig, lød vurderingen fra glasdøren.

Mest Læste

Annonce