Thorning vil bruge 39 milliarder på velfærd

Politik

26/05/2015 12:13

Nick Allentoft

Regeringen vil bruge 39 milliarder ekstra på velfærd, siger Thorning og erklærer samtidig krisen for slut.

Stem på rød blok og få 39 milliarder kroner ekstra til velfærd frem til 2020. 

Det var overskriften, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) tirsdag præsenterede et oplæg kaldet "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab".

Læs også: Økonomer jubler: Snart to år med stigende beskæftigelse

Regeringen vil med udspillet sætte ekstra penge af til sundhed og ældre, daginstitutioner, vækst og grøn omstilling og tryghed for borgerne:

- Vores plan giver klare prioriteringer for vores velfærd fremadrettet. Der er ikke tale om luksus i det, vi lægger op til, men det er et udspil, som lægger op til, at vi kan bevare det Danmark, vi kender, siger Helle Thorning-Schmidt.

          Læs om Regeringens budgetaftale for 2016 her

En del af pengene findes ved at lade det offentlige forbrug stige med 0,6 procent om året. Det giver ifølge Morten Østergaard tre milliarder kroner ekstra om året til velfærd frem mod 2020.

- Med den plan, vi har her, så er der styr på dansk økonomi, og vi kan sikre os mod fremtidige kriser, siger Morten Østergaard.

De 39 milliarder kroner i regeringens udspil "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab" fordeles med 15 milliarder kroner til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre, kronikere. 5 milliarder kroner går til børn, uddannelse og social mobilitet. 4 milliarder kroner til forskning, grøn omstilling og vækst. 

De sidste 15 milliarder er sat af til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.

          Læs mere om dækningen af det kommende valg her 

Udspillet kommer, efter at Morten Østergaard på baggrund af nye beskæftigelsestal har erklæret Danmark ude af krisen. Tirsdag siger Helle Thorning-Schmidt for første gang det samme - krisen er slut i Danmark:

- Vi har haft vækst i halvandet år i træk. Familiernes optimisme er det højeste i ni år. Danmark er ude af krisen. Danmark er igen på sikker vej. Derfor er det også nu, vi skal holde fast, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Hent udspillet her.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce