Tillid for 30 øre per offentligt ansat

Ledelse

26/06/2014 15:23

Nick Allentoft

Der er foreløbig investeret 289.939 kroner i de syv principper om mere tillid i den offentlige sektor. Hertil skal lægges 16 medarbejdere, der er beskæftiget i ministeriets afdeling for Offentlig Fornyelse og Velfærdspolitik og yderligere fire ansatte i det nye Center for Offentlig Innovation. Det fremgår af tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

DenOffentlige.dk har fulgt aftalen om syv principper for modernisering af den offentlige sektor siden regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, Akademikerne og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) offentliggjorde principperne med følgende salut fra Margrethe Vestager:

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

“Vi skal udvikle og modernisere den offentlige sektor. Det er en fælles opgave, at vi løser de udfordringer vores samfund står overfor. Tillid er ansvarspådragende. Både for medarbejdere, ledere, arbejdsgivere og fagforeninger. Derfor har vi - sammen - skabt et nyt udgangspunkt for, hvordan vi samarbejder om en bedre offentlig sektor lokalt, regionalt og nationalt."

Principperne blev udfaldet af to års forsøg på at skabe en tillidsreform, og ambitionerne blev understreget med beslutningen om at stifte et nyt center for offentlig innovation. Centeret åbnede i januar med tidligere minister Pia Gjellerup som leder, og har en bevilling på 28 millioner over tre år. Gjellerups center skal bidrage væsentligt til udmøntningen af de syv principper og få den offentlige sektor til at tænke og handle fornyende.

Tillidsreform handler om modernisering

Mens Center for Offentlig Innovation i dag er et team på fire ansatte (inklusive Gjellerup), sidder der 16 medarbejdere i Økonomi- og Indenrigsministeriets afdeling for Offentlig Fornyelse og Velfærdspolitik. Ifølge ministeriet beskæftiger disse 16 medarbejdere sig med de syv principper for offentlig modernisering.

“Du vil kunne læse rigtig mange af afdelingens samlede opgaver ind i de syv principper, og dermed godt sige, at vi alle 16 beskæftiger os med at realisere intentionerne bag de syv principper. Det sker så gennem en mere kompleks række af opgaver og initiativer, hvoraf mange ikke har forankring i partssamarbejdet om modernisering,” skriver specialkonsulent Jacob Hartmann Sørensen i en e-mail, hvor DenOffentlige.dk blandt andet spørger:

"Forsøger simpelthen blot at forstå, hvordan I rent praktisk arbejder med og organiserer arbejdet med at realisere intentionerne, og om afdelingen således er headquarter for det?”

Maildialogen kommer i forlængelse af en henvendelse, hvor DenOffentlige.dk spørger til status på moderniseringsprojektet, herunder de syv principper, som man gav håndslag på i juni 2013.

Den underliggende dagsorden for modernisering og fornyelse af den offentlige sektor er tillid. Dels tillid til medarbejderne, tillid til lederne, tillid til fagprofessioner, tillid til djøf'ere, tillid til styring, politik og ikke mindst forandringer, selvom der kan ske fejl.

Notatet om møderne

De konkrete resultater har Økonomi- og Indenrigsministeriets afdeling for Offentlig Fornyelse og Velfærdspolitik kigget nærmere på efter henvendelse fra DenOffentlige. Et målepunkt er den konkrete indsats og de ressourcer, som ministeriet lægger i udmøntningen af mere tillid. Derfor har DenOffentlige spurgt ministeriet om status for indsatsen, herunder ressourcerne, der er taget i brug og antallet af offentligt ansatte, som indsatsen er nået ud til.

Svaret fra ministeriet kan ses her. I det kan blandt andet læses det følgende.

“Det er ikke opgjort, hvor mange medarbejderressourcer, der er anvendt til at planlægge og afvikle arrangementerne. Det er forskelligt fra arrangement til arrangement, hvilke organisationer, der har investeret medarbejderressourcer i planlægning og afvikling. Fx brugte Økonomi- og Indenrigsministeriet som tovholder flere medarbejderressourcer i forbindelse med det første arrangement hos Det Danske Filminstitut, end ved andet arrangement, hvor KL var tovholder og var i tæt samarbejde med bl.a. Skanderborg Kommune om arrangementet.”

De tre sagsbehandlere, der har udarbejdet notatet, redegør også for antallet af besøg på den hjemmeside, der er lavet om de syv principper. Således fortæller de, at hjemmesiden har haft besøg af 504 brugere i perioden december til februar mens 2.769 brugere besøgte kampagnesiden i perioden marts til maj 2014. Uden at redegøre for, hvad målsætningen har været, eller at sætte tallene i perspektiv i forhold til de omkring 800.000 offentligt ansatte, redegør notatet for den udvikling:

“I tabellen sammenlignes perioden fra udsendelsen af startpakken til nu (04/03/14 til 26/05/14) med den forudgående periode (10/12/13 til 03/03/14). De to perioder er ikke nødvendigvis fuldstændig sammenlignelige, men sammenligningen giver alligevel en klar indikation af at promovering af siden har hævet aktivitetsniveauet. Det fremgår af tabellen, at der har været en væsentlig stigning i antallet af brugere og sidevisninger samt et mindre fald i den gennemsnitlige sessionsvarighed.

Der har især været stor aktivitet på siden i forbindelse med udsendelse af startpakken til ministerier, kommuner og regioner, de enkelte inspirationsmøder og kronikken, ”Ud med papirbunker og bureaukratibøvl”, som partnerne havde i Berlingske den 24. marts. Forklaringen på stigning i antallet af sidevisninger og brugere henføres til, at siden er blevet promoveret i forbindelse med disse tiltag og arrangementer.”

Ministeriet oplyser ikke, hvor stor den samlede økonomi er for afdelingen for Offentlig fornyelse og velfærdspolitik, men parallelt med ministeriets indsats har Pia Gjellerup og hendes tre medarbejdere udviklet og lanceret handlingsplanen for Center for Offentlig Innovation. De har nu cirka 30 måneder og resten af de 28 millioner kroner, de har fået garanteret, til at realisere handlingsplanen.

FAKTA: Om afdelingen for Offentlig Velfærd og Fornyelse

  • Afdelingen har til opgave at fastlægge de overordnede politikker for fornyelse af den offentlige sektor med opgaver inden for velfærdspolitik, kvalitet og styring, god ledelse, regelforenkling, afbureaukratisering og digitalisering.
  • Afdelingen gennemfører analyser, strategier og forslag, der sætter retning for og fremmer en fornyelse af den offentlige sektor. Derudover er afdelingen katalysator for bedre videndeling og nye former for dokumentation i samarbejde med kommuner og regioner.
  • Afdelingen har ansvar for regeringens samarbejde med parterne på det offentlige arbejdsmarked med fokus på tillid, samarbejde, resultater, effektivisering, nytænkning, kvalitet og faglighed.
  • Afdelingen repræsenterer Danmark i Public Governance Committee i OECD.
  • Afdelingsleder er Marie Munk.

FAKTA: Om Center for Offentlig Innovation

Formål

  • Center for Offentlig Innovation (COI) skal medvirke til, at den offentlige sektor bliver mere innovativ.

Mål

  • COI skal sikre, at gode løsninger fra et sted i den offentlige sektor spredes hurtigere til flere steder i den offentlige sektor, end det ville ske af sig selv.
  • COI er etableret af parterne på det offentlige arbejdsmarked: Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, OAO og Akademikerne.
  • Parterne har dannet en politisk følgegruppe med økonomi- og indenrigsministeren som formand. Den politiske følgegruppe får årligt en mundtlig redegørelse for centrets aktiviteter.
  • Parterne har også dannet en administrativ styregruppe, som godkender handlingsplan for COI, følger arbejdet og får forelagt status for fremdriften i de enkelte aktiviteter.
 

Mest Læste

Annonce