Regionsdirektør Jane Kraglund har på ny fået en kedelig sag fra tiden før hun indtog direktørstolen.

Topjob i den ene region og bijob i den anden - trods afsløring af miofusk

Ledelse

01/02/2017 12:02

Nick Allentoft

Sygehusdirektør fuskede med fakturaer for 1.5 mio, i Region Syddanmark. Fik nyt topjob i Region Sjælland og bijob som leder-underviser i Region Sydanmark. Der afslører Fyens Stiftstidende nu.

Tidligere direktør for Odense Universitetshospital Henrik Villadsen, der blev afsløret i millionfusk, fik alligevel lov til at beholde snablen i Region Syddanmarks pengekasse. 
Det skriver Fyens Stiftstidende onsdag. 

Alt om Bios sagen i Region Syddanmark

Læs meget mere om Bios overtagelse af ambulancekørslen i Region Syddanmark.

Klik ind på tema-siden her.

Det var et bijob og snyd med 1,5 millioner kroner, som for snart halvandet år siden bragte sygehusdirektør Henrik Villadsen på forsiden af Fyens Stiftstidende. Men det var ikke hans eneste bijob i Region Syddanmark.

Sammen med ledende overlæge på Sygehus Lillebælt Ejler Ejlersen og den tidligere direktør samme sted, Hans Christian Thyregod, står han således som ledere af de såkaldte SOL-kurser og har i en årrække undervist kommende, syddanske speciallæger i god ledelse og organisering i det danske sundhedsvæsen.

Godkendte egne fakturaer

Region Syddanmark opdagede allerede i 2013, at Henrik Villadsen havde skruet op for priserne og selv kvitteret for sine egne regninger, så han fik 1,5 millioner kroner for meget som betaling for et bijob i et aftenambulatorium i Sygehus Sønderjylland. To år efter blev sagen offentligt kendt blandt borgere og medarbejdere, da Fyens Stiftstidende fik adgang til et fortroligt notat om sagen.

Siden stod den ledende overlæge Michael Hansen, der i 2013 havde afsløret Henrik Villadsen, frem og delte sit syn på sagen og de mange fakturaer, som Villadsen selv havde kvitteret for.

- Hvis jeg går ned og stjæler en kylling i et supermarked, så kommer politiet. Så kan jeg forklare dem nok så meget om, at jeg ikke havde nogen penge. Hvis jeg er sygehusdirektør og snupper halvanden millioner kroner på en sygehusafdeling, så sker der ikke noget som helst, sagde Michael Hansen blandt andet i et stort interview til Fyens Stiftstidende.

Men mens overlægen blev afskediget, kunne Henrik Villadsen altså ikke blot fortsætte karrieren som sygehusdirektør, men også som underviser i Region Syddanmark.

Fik job i en anden region

Senest har han i 2016 kunnet supplere en samlet løn på knap 1,8 millioner kroner fra Region Sjælland med 256.0000 kroner fra Region Syddanmark som betaling for afholdelsen og forberedelsen af 17 kursusdage.

Fyens Stiftstidende har talt med flere af de læger, der har været med på kurset. De ønsker ikke at stå offentligt frem, men fortæller, at de i lyset af sagen om overbetalingen undrede sig over at se Henrik Villadsen som én af tre undervisere på et kursus i ledelse og organisering.

Samme undren sidder regionsdirektør Jane Kraglund tilbage med i dag. Selvom hun i en årrække sad tæt på Henrik Villadsen, blev hun først bekendt med hans bijob som underviser i slutningen af 2016 og opsagde derefter kontrakten.

- Jeg sidder jo ikke og går ind i hans kalender og ser, hvad han i øvrigt foretager sig, siger Jane Kraglund.

Kontrakten med Henrik Villadsen blev i første omgang opsagt med et års varsel, men for nylig blev regionen og sygehusdirektøren enige om at afbryde samarbejdet hurtigere. Henrik Villadsen vil dog fortsætte som underviser frem til sommer i år.

Det er Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse, der har ansvaret for kurserne. Her sidder en række af de direktører i Region Syddanmark, der refererer direkte til Jane Kraglund. Men ingen af dem har altså tilsyneladende advaret direktionen.

- Jeg ærgrer mig over, at der ikke er nogen, der har bragt det frem i forbindelse med den dækning af sagen, der var i efteråret 2015. Det kommer så frem i slutningen af 2016 og så tager vi den så derfra, siger hun.

Villadsen er tavs

Fyens Stiftstidende har sendt en række spørgsmål til Henrik Villadsen og bedt ham kommentere sagen om overbetalingen og regionens beslutning om at droppe ham som underviser. Han vil dog ikke kommentere sagerne, men peger dog på, at han altid overholder sine aftaler.

Region Sjælland - Villadsens nuværende arbejdsgiver - har igennem hele forløbet forholdt sig relativt tavs. Og den linje fortsætter den nye regionsdirektør Per Bennetsen. Han har ikke svaret på spørgsmål om, hvordan han ser på selve sagen. Og i forhold til Henrik Villadsens bijobberi Syddanmark skriver han i en mail, at det fra start har været godkendt som foreneligt med hans arbejde som sygehusdirektør på Sjælland.

 

Mest Læste

Annonce